Milliardregn til SMVer fra Junckers investeringsfond

EU-Kommissionen vil sikre flere midler til mindre europæiske virksomheder, der mangler finansiering for at kunne vokse.

Pier Luigi Gilibert fra EIF og Christian Motzfeldt fra Vækstfonden.
Læs mere
Fold sammen

EU-Kommissionens gigantiske investeringsplan, der skal sætte gang i enorme private investeringer over hele Europa, kommer til at drysse et stort milliardbeløb ud over små og mellemstore virksomheder (SMVer).

Som led i den højtprofilerede plan vil man nemlig afsætte et betydeligt milliardbeløb til lån og garantier til mindre europæiske virksomheder, fastslår administrerende direktør i Den Europæiske Investeringsfond (EIF), Pier Luigi Gilibert.

»Det har været meget omtalt, at den nye investeringsplan kommer til at fokusere på infrastruktur og uddannelse. Men derudover vil der også være en del, der handler om finansiering til SMVer. Der vil blive afsat fem milliarder euro (37 milliarder kroner) til låne-, garanti- og kautionsordninger til mindre virksomheder. Vi håber, at private investeringer kan gange dette beløb med 15, så planen i alt vil sikre finansiering til europæiske SMVer for 75 milliarder euro (558 milliarder kroner),« siger han.Planerne om en ny stor investeringsfond blev fremlagt af EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i november. Det er meningen, at den nye investeringsfond skal have i alt 21 milliarder euro (156 milliarder kroner) fra EUs budget og Den Europæiske Investeringsbank.

De skal bruges til at tage en del af risikoen i blandt andet store infrastrukturprojekter, og håbet er, at beløbet kan blive 15 gange så stort via private investeringer. Med andre ord skal planen skabe nye investeringer for 315 milliarder euro (2.350 milliarder kroner). Et beløb, som mange eksperter siden har sat et stort spørgsmålstegn ved.

En million nye job

Jean-Claude Juncker og resten af EU-Kommissionen har understreget, at den nye fond skal fokusere på projekter inden for fysisk og digital infrastruktur, uddannelse og forskningsprojekter. Men Pier Luigi Gilibert glæder sig over, at EIF nu får mulighed for at give flere lånegarantier til mindre virksomheder. Tanken er, at EIF skal fordele pengene til SMVer via lokale samarbejdspartnere i medlemslandene.

Det helt store spørgsmål i forbindelse med den nye fond er, hvor store beløb det vil lykkes at tiltrække fra private investorer.

Mange eksperter har betegnet det som overoptimistisk at tro, at man kan tiltrække så mange private investeringer, som planen lægger op til. Det afhænger i sagens natur af forholdet mellem risiko og forventet afkast, men Pier Luigi Gilibert er overbevist om, at man kan femtendoble beløbet til europæiske SMVer.

»Det har vi gjort før, og jeg er overbevist om, at det er muligt igen. Vi ved af erfaring, at det er realistisk med en sådan multiplikatoreffekt, når vi afsætter penge til garantiordninger,« siger Pier Luigi Gilibert.

Det er målsætningen, at den nye investeringsplan i alt skal skabe over en million nye job de kommende tre år.