Milliarder forsvinder fra ulandene

Angola er blot et ud af mange ulande, som mister milliarder på korruption og svindel. Ny opgørelse afslører, at korruptionen, tyverier af råstoffer og svindlen med priser i u-lande boomer. Men også mere udviklede landes statskasser bliver snydt for enorme indtægter fra bl.a. olie.

Her i farvandet ud for Angola vil Maersk Oil slutte sig til den lange række af multinationale oliegiganter, der henter sort guld op af undergrunden i det korruptionsplagede land. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Korruption i megaklassen, bestikkelse og milliarder, som kanaliseres uden om statskassen. Det er virkeligheden i lande som Angola, Kina, Rusland og en stribe andre nationer, hvor statskasserne ifølge en ny rapport fra organisationen Global Financial Integrity (GFI) snydes for tusinder af milliarder.

Ifølge den helt ny rapport fra GFI, som er en uafhængig amerikansk finansiel vagthund, der baserer sine oplysninger på tal fra Verdensbanken og IMF, den international monetære fond, så føres stadig flere milliarder uden om statskasserne.

Det sker, fordi politikere og embedsmænd i blandt andet mange ulande har mere travlt med at berige sig selv, end at sikre, at nye enorme indtægter fra olie og råstoffer når frem til borgerne i de pågældende lande.

Som Berlingske har fortalt de sidste dage, er Angola et af de lande, hvor Maersk Oil investerer massivt. Den danske oliekoncern leder efter olie i farvandet ud for Angola og har foreløbig puttet omkring to mia. kr. i efterforskningen.

En lang række af store multinationale oliegiganter er aktive i Angola. Problemet er bare, at en stor del af olieindtægterne, ifølge iagttagere går uden om Angolas statskasse, og i stedet ryger ned i lommerne på bl.a. præsident Dos Santos og en lille gruppe mænd i og omkring det statslige olieselskab Sonagol.

Alle udenlandske olieselskaber er tvunget til at arbejde sammen med Sonagol og påstanden er, at man ikke kan være aktiv i Angola, uden at deltage i korruption. Den påstand benægtes entydigt af Maersk Oil, som afviser at have bidraget til korruption i Angola og som fortæller, at virksomheden aldrig er blevet mødt af krav om, at betale f.eks. bestikkelse eller deltage i korruption i landet.

En beskidt forretning

»Mange stater, bl.a. i Mellemøsten, henter store dele af deres indtægter fra olie, samtidig med, at de har dårligt fungerende politiske systemer. Dermed er der begrænset mulighed for at kontrollere landenes politiske og økonomiske elite. Olieindustrien er en beskidt forretning fra alle sider. Både de lokale ledere og de vestlige olieselskaber må påtage sig skylden,« siger Kristen Nordhaug, som er professor i udviklingsstudier ved universitetet i Oslo til den norske avis Aftenposten.

Opgørelsen fra GFI er udarbejdet af to økonomer, og tallene er rystende læsning. Opgørelsen viser, at der i 2008 gik 1,26 billion dollar uden om statskasserne i verdens lande, et tal der siden år 2000 er steget med 18 pct. årligt.

Værst ser det ud i Mellemøsten og Nordafrika, hvor stigningen i de forsvundne penge er højest.

Det skyldes, mener forskerne, at olieindustrien er den absolut værste branche, når det gælder om illegale penge, korruption og milliarder der ryger udenom de officielle kanaler. Vurderingen er, at det skyldes, at en række af de mellemøstlige og afrikanske lande er styret af diktatorer, at landene har svage politiske systemer, og at embedsmandsstanden er stramt styret. Dermed er der få kontrolinstanser til at holde øje med de reelle indtægter fra landenes olie.

Flest penge forsvinder i lande som Kina, Rusland, Mexico og Saudi Arabien. I Asien handler svindlen i høj grad om manglende skatte- og momsbetalinger. I de olieproducerende lande er det betalinger, der ryger uden om de offentlige systemer.

Når det gælder Angola, som Berlingske har haft fokus på de seneste dage, så vurderer Global Financial Integrity, at der siden år 2000 gennemsnitligt årligt er forsvundet ca. 2 mia. dollar uden om statskassen.B