Mette Frederiksens nye økonomiske toprådgiver er tidligere SF-spindoktor

Martin Madsen, der er tidligere spindoktor for SF, skal være Mette Frederiksens nye toprådgiver, når det gælder den økonomiske politik.

Mette Frederiksen (S) er i gang med at styrke Statsministeriet, og en ny afdeling på tre til fem mand skal være med til at rådgive om den økonomiske politik. Der er netop ansat en ny chef for den afdeling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forliget om tidligere pension til »Arne« kom igennem, men hvordan skal statsminister Mette Frederiksen (S) fremover styre Danmarks økonomi og vores økonomiske politik? Til at hjælpe med at svare på det spørgsmål har Mette Frederiksen netop ansat Martin Madsen som ny økonomisk toprådgiver.

Martin Madsen er tidligere spindoktor for SF, og han kommer direkte fra en stilling som kontorchef i Finansministeriets Center for Holdbarhed og Strukturpolitik. Det skriver Børsen.

Mere præcist får Martin Madsen titel som ny departementsråd for økonomisk politik i Statsministeriet. Det bekræfter Statsministeriet over for Børsen i en e-mail.

I slutningen af september annoncerede regeringen, at statsministeren vil opruste med økonomiske rådgivere. Der vil blive ansat tre til fem personer, og dem bliver Martin Madsen således chef for.

Styrker kontrollen

Oprettelsen af den ny afdeling er en styrkelse af Statsministeriet, og opgaverne for afdelingen kommer til at spænde meget vidt. Men den primære opgave bliver at udvikle regeringens økonomiske politik sammen med de øvrige økonomiske ministerier.

Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet

»Jeg ser det som et forsøg på at styrke statsministerens kontrol med den økonomiske politik, og det vil give statsministeren en bedre mulighed for at få en »second opinion«.«


Samtidig vil Statsministeriet bedre kunne se Finansministeriet efter i kortene.

»Jeg ser det som et forsøg på at styrke statsministerens kontrol med den økonomiske politik, og det vil give statsministeren en bedre mulighed for at få en »second opinion« på de vurderinger, udspil og beregninger, der kommer fra Finansministeriet,« sagde Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, til Altinget i slutningen af september.

Til Altinget sagde tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S), at det gav god mening med den ny afdeling i Statsministeriet.

Martin Madsen har tidligere været spindoktor for Thor Möger Pedersen, da han var skatteminister. Desuden har han været chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.