Mens alt bliver dyrere, falder prisen på olie: Stor usikkerhed på markedet

Olieprisen er røget i vejret siden Ruslands invasion af Ukraine, men nu falder prisen støt. Analytikere begrunder det med frygten for en økonomisk recession.

Prisen på en tønde af den prissættende Brent-råolie er faldet ti procent den seneste uge og ligger nu på omkring 110 dollar. Prisen er steget mere end 45 procent det seneste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nick Oxford/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Rusland invaderede Ukraine, eksploderede olieprisen til et niveau, der ikke var set i et årti.

Siden da har prisen bevæget sig op og ned og toppede senest 8. juni. Her kostede en tønde europæisk Brent-råolie over 123 dollar. Til nytår var prisen omkring 77 dollar.

Men nu er prisen faldet over otte procent den seneste uge. Den amerikanske Crude-råolie er faldet med over 12 procent i samme periode.

Ifølge Jens Nærvig Pedersen, råvareanalytiker i Danske Bank, skyldes de pludselige prisfald ikke nødvendigvis, at oliemarkedet nu igen er på vej mod mere normale tilstande.

»Man skal gøre sig klart, at olieprisen er meget volatil. Og det her fald kan være en effekt af al den usikkerhed, som påvirker markedet,« siger han.

Jens Nærvig Pedersen fremhæver særligt usikkerheden om, hvorvidt de olieproducerende lande skruer op, hvordan EUs embargo mod russisk olie påvirker markedet, og at verdens største importør af råolie, Kina, stadig er ramt af restriktioner på grund af coronavirus.

Og så er der den ulmende frygt for, at centralbankernes hurtigt stigende renter for at få styr på inflationen ender med at forårsage en global økonomisk recession.

»Mens der siden Ruslands invasion af Ukraine har været fokus på udbuddet af olie på grund af sanktionerne, så er der nu mere fokus på efterspørgslen på grund af centralbankernes pengepolitiske stramninger. For meningen er at ramme efterspørgslen, og det påvirker også olieprisen,« siger Jens Nærvig Pedersen.

Lavere priser i 2023

Den analyse deles af Craig Erlam, seniormarkedsanalytiker hos Oanda i London. Han mener, at faldet i olieprisen er det hidtil klareste tegn på, at frygten for en recession spreder sig på de finansielle markeder.

»På aktiemarkedet har inflationspanikken forvandlet sig til frygten for en recession. Oliemarkedets dynamikker betyder, at olieprisen har ligget højt igennem dette, da efterspørgslen har været høj og udbuddet utilstrækkeligt,« siger han:

»Men der har været et klart skifte over de sidste uger, og så vidt jeg ved, har der ikke været et mirakuløst oliefund, som løser alle efterspørgselsproblemerne. Til gengæld har der været en langt større accept af, at en recession nok er uundgåelig, hvis centralbanker skal have styr på inflationen. Derfor falder olieprisen hurtigt mod de 100 dollar pr. tønde.«

Hvornår prisen på olie kommer under den gyldne grænse på 100 dollar pr. tønde igen, er Jens Nærvig Pedersen lidt mere usikker på.

Men det bliver ikke i år, vurderer han:

»Vores forventning er, at olieprisen skal ligge på det her niveau i nogle måneder endnu, med risiko for flere udsving.«

Med tiden vil OPEC-landene dog skrue op for produktionen, ligesom den globale økonomi vil gå ned i gear, forudser Jens Nærvig Pedersen.

»Og derfor skal olieprisen ikke være på det her niveau på den længere bane. Så til næste år bør vi se, at olien igen kommer under 100 dollar pr. tønde.«