Medie: Rigsrevisionen i hård kritik af Skats rod med nye ejendomsvurderinger

Skatteministeriet har ifølge Rigsrevisionen hverken styr på økonomien, tidsplanen eller risici i det skandaleramte projekt med at udvikle nyt ejendomsvurderingssystem til de danske boligejere, skriver Finans.

Det er en dyr fornøjelse for skatteborgerne, at Skatteministeriet ikke har haft hold i hanke med udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem. Prisen for det løbske projekt er ifølge Rigsrevisionen på langt over tre milliarder kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skatteministeriet har langtfra styr på processen med udviklingen af de nye ejendomsvurderinger til landets boligejere, lyder kritikken fra Rigsrevisionen i en ny beretning, der ventes offentliggjort onsdag.

Samtidig har Folketinget ikke fået det fulde billede af den skrantende økonomi i projektet, når skiftende skatteministre har bedt om flere penge til udviklingen af det nye system til ejendomsvurderinger, som nu ventes at løbe op i 3,6 milliarder kroner.

Det skriver Finans, som har fået fat i Rigsrevisionens beretning, som ellers først offentliggøres onsdag, hvorefter Statsrevisorerne holder pressemøde kl. 13 om deres behandling af beretningen om Skatteministeriets styring af det nye ejendomsvurderingssystem.

Ifølge Finans’ oplysninger går kritikken på, at der ikke har været styr på budgetter, fremdriften og pengeforbruget.

Som Berlingske tidligere har dokumenteret er en stor del af pengene gået til eksterne konsulenter – selv om det var meningen, at Skatteministeriet selv skulle udvikle det nye system. Foreløbig er 1,3 milliard kroner spenderet på konsulenter.

Forsinkede vurderinger

Kritikken af Skatteministeriet er langt fra ny. Senest i juni påpegede It-tilsynet en stribe alvorlige problempunkter og anbefalede slet og ret en »turnaround i tilgangen til programmet« og »nødvendige, radikale ændringer«.

»Der er brug for markant mere ledelsesmæssig beslutnings- og eksekveringskraft på alle ledelsesniveauer« og en »radikal ny tilgang til ledelse, hvor der er fokus på ansvar, klare mandater, eksekvering og fremdrift,«, skrev tilsynet.

Skatteministeriet har arbejdet med det nye ejendomsvurderingssystem siden 2014, da ministeriet oprettede Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger, i daglig tale ICE.

Ejendomsvurderingerne er siden blevet forsinket flere gange, og først i oktober kunne Skat udsende de første 50.000 vurderinger.

Udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem pågår stadig, og det er uvist, hvornår der kan sættes punktum. Forude venter de mere komplicerede vurderinger af erhvervsejendomme, og – som Berlingske tidligere har beskrevet – grunde med blandet bebyggelse og grønne områder.