Medie: Nordea ramt af ny udbyttesag i Schweiz

Nordea har tidligere erkendt, at man i 2006 og 2007 var involveret i spekulative aktiehandler med det formål at få udbetalt udbytteskatterefusion i Schweiz.

Nu viser dokumenter, som Børsen har fået fat i, at banken også i 2008 forsøgte sig med en lignende manøvre.

Denne gang dog via en til lejligheden oprettet fond, der blev oprettet igennem en kapitalforening administreret af Nykredit.

Hos Nordea erkender Julie Galbo, der er risikochef i banken, at det var en fejl. Hun siger, at banken fortryder at have handlet på en måde, som man troede var lovlig.

- Man har været meget opmærksomme på, hvad der var den skarpe juridiske opfattelse, og ikke hvad der var det rigtige at gøre.

- Der er vi et andet sted i dag, siger hun til avisen.

/ritzau/