Massivt bud efter østarbejdere

Import. Brugen af arbejdskraft fra de tidligere østlande fortsætter med at vokse eksplosivt. Det skyldes, at ansættelsesreglerne er blevet lempet, og at østarbejderne allerede nu har ry for at være effektive og lærenemme.

Tilstrømningen af østeuropæisk arbejdskraft fortsætter sin eksplosive udvikling. Hele sidste år kom der 14.000 ansøgninger fra virksomheder, som ønskede tilladelse til at ansætte østarbejdere, viser nye tal.

Det overstiger selv de mest optimistiske forventninger, som Udlændingeservice havde i starten af året med flere tusinde. Alene i november og december indløb mere end 2.000 ansøgninger.

Og der er flere grunde til, at østarbejderne er blevet så populære.

- Det er jo klart lettere for en virksomhed at hente arbejdere udefra, i stedet for at bruge tid og kræfter på at slås om medarbejderne herhjemme. Oveni købet viser det sig for mange, at de udenlandske medarbejdere er ekstremt effektive og lærenemme, siger Søren Lange Nielsen, som er konsulent med speciale i udenlandsk arbejdskraft hos Dansk Byggeri.

ForhåndsgodkendelserDet giver Gert Thyssen fra Gånsager Tømrer og Snedkerforretning ham ret i. Han har i et halvt år haft to polske medarbejdere ansat, og de er så flittige, at han i øjeblikket arbejder på at få flere herop til at arbejde for sig.

Importen af den nye arbejdskraft tog især til i sidste halvdel af 2006, og det skyldes især, at det i juni måned blev muligt at få en forhåndsgodkendelse hos Udlændingeservice.

Med en sådan godkendelse kan virksomhederne ansætte så mange østarbejdere, som de ønsker, med det samme. Dermed kan de undgå at spilde tid på at få en arbejdstilladelse til hver enkelt medarbejder.

Den mulighed har rigtig mange virksomheder fået øje på. Således er cirka 1.400 virksomheder til dato blevet forhåndsgodkendt, og de har siden i sommer anmeldt over 6.000 arbejdsforhold for østarbejdere, viser tal fra Erhvervskontoret hos Udlændingeservice.

Den massive indvandring vil forsætte i det kommende år, vurderer Søren Lange Nielsen.

- Så længe vores virksomheder befinder sig i en situation som nu, vil importen vokse. Selv hvis konjunkturerne skulle gå den anden vej er der alligevel muligheder for, at østeuropæisk arbejdskraft vil blive en permanent del af arbejdsstyrken, fordi erfaringerne med dem er så gode, siger han.

2006 blev i øvrigt et år, som især vil blive husket for den store import af arbejdskraft.

Hvis man ser på fra arbejdskraftimporten fra samtlige lande, så kom omkring 20.000 hertil udelukkende med det formål at arbejde. Heraf var 7.000 fra Polen.