Markedsoversigt: Mindre aktie- og rentefald i volatilt marked

Foto: Jens Nørgaard Larsen. RB PLUS Pensionsgaranti kan være dyrt for dig- - ARKIVFOTO 20081008 ARKIVFOTO af aktiehandel i Nordea- - Se RB INDLAND 12.00 Angsten for pensionsopsparing uden garantier står imellem mange pensionskunder og et godt udbytte. Ritzau skriver: HISTORIERNE ER KLAUSULERET TIL LØRDAG. FAKTA FØLGER. ARTIKLERNE UDSENDES ONLINE MANDAG TIL PFS-KUNDER. HISTORIERNE MÅ PUBLICERES BAG PAYWALL LØRDAG KL. 06.00.
Læs mere
Fold sammen

De danske aktier var igennem en ordentlig rutsjebanetur torsdag, hvor C25 startede over 3 pct. nede i den tidlige handel, men hvor stemningen skiftede fuldstændig ud på eftermiddagen, så det hele endte med et begrænset dyk.

En overgang var eliteindekset endda oppe at snuse til positivt territorium, men C25 endte med et fald på 0,5 pct. til 1013,49.

Det var i øvrigt ottende handelsdag i streg med fald.

»Vi har haft nogle meget ekstreme dage med meget store udsving. Så kan psykologien godt spille noget ind og skabe store vendinger,« siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Han venter, at volatiliteten i markedet vil fortsætte lidt endnu.

Det bedste eksempel på den store vending stod smykkeselskabet Pandora for, efter markedsrygter om at selskabet har allieret sig med en rådgiver, der skal hjælpe med at vurdere den reelle værdi af selskabet og stille det op mod eventuelle købstilbud på selskabet.

Pandora-aktien vendte fra rødt til grønt og endte 6,7 pct. højere i 390 kr.

Gennem det meste af dagen var forsikringsselskabet Tryg også en af de bedst præsterende aktier, og med vendingen i markedet røg den også pænt i grønt.

Det skete, efter at Tryg fra morgenstunden aflagde et pænt regnskab for tredje kvartal.

Selskabet havde en lidt bedre end ventet fremgang i præmieindtægterne, mens bundlinjen også bakkede mindre end ventet.

Tryg-aktien steg 2,7 pct. til 154,70 kr.

Det absolut største fald blandt de danske aktier torsdag skulle findes blandt sidepapirerne, hvor Nilfisk var hårdt presset efter en voldsom nedjustering af forventningerne.

Nilfisk faldt 9,2 pct. til 266,50 kr.

På obligationsmarkedet faldt de danske statsrenter torsdag i takt med den voldsomme volatilitet blandt aktierne.

Det fik investorerne til i stedet at søge i ly i den relative sikkerhed i statspapirerne, hvilket gav løftede kurser og dermed faldende renter.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme faldt med 4 basispoint til 0,46 pct. I takt med en klar bedring på aktiemarkedet ud på dagen, blev rentefaldene dog også begrænset gradvist.

Fra nøgletalsfronten var der et par større offentliggørelser fra USA ud på eftermiddagen, hvor særligt inflationstallene for september tiltrak sig opmærksomhed.

Netop et opadgående pres i inflationen har nemlig på det seneste været med til at presse de amerikanske statsrenter i vejret, hvilket også har været en væsentlig udløsende faktor for turbulensen blandt aktierne.

Inflationen aftog dog mere end ventet i september, hvor forbrugerpriserne på årsbasis steg med 2,3 pct., mens økonomerne havde ventet en fremgang på 2,4 pct. efter prisstigninger på 2,7 pct. måneden inden.

Kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg 2,2 pct. i september i forhold til et år forinden. Økonomerne havde her ventet et løft på 2,3 pct.

Et andet tal viste lidt flere nytilmeldte ledige i sidste uge end ventet.

/ritzau/FINANS