Markedsoversigt: Mærsk tyngede i C25 og renten endte tæt på uændret

Foto: SPENCER PLATT.
Læs mere
Fold sammen

Fortsat nedtur for de to indekstunge Mærsk-aktier var med til at holde det danske C25-indeks nede, og sammen med fald i aktier som Pandora, Novo og Vestas var det en del af baggrunden for, at eliteindekset var bagefter de store indeks i Europa.

Onsdag lukkede C25 med et plus på 0,3 pct. til 1101,32.

Det var ellers ikke stigninger, der var lagt op til i dagens indledende aktiehandel, men det ændrede nye meldinger om, at USA's præsident, Donald Trump, har valgt en mindre konfronterende tilgang mod kinesiske investeringer i USA.

Mærsk B-aktien sluttede onsdag middag 0,1 pct. lavere i 8428 kr. Det er femte dag i træk, at rederiaktien trækker baglæns, og på en lille uge er aktien, der lider under risikoen for begrænsninger i den globale handel, blevet 800 kr. billigere.

Helt i bunden af C25 lukkede Pandora 4,3 pct. lavere i 448,70 kr., mens Bavarian sluttede med et tab på 2,1 pct. til 181,75 kr. For begges vedkommende uden selskabsspecifikke nyheder.

Uden for eliteindekset gik luftfartsselskabet SAS tilbage, efter at den norske stat tidligt onsdag kunne oplyse, at den har solgt alle sine 37,8 mio. aktier - eller 9,88 pct. af aktiekapitalen - til institutionelle investorer. Aktierne er solgt for 17,25 svenske kr. per aktie svarende til 12,42 danske kr. SAS lukkede tirsdag i København i 12,92 kr., og aktien sluttede onsdag 4,1 pct. lavere i 12,39 kr.

Øverst i indekset steg Chr. Hansen-aktien 1,9 pct. til 626 kr. som en positiv tilkendegivelse fra investorerne op til regnskabet, som ventes torsdag morgen. Nordea løftede desuden sit kursmål til 455 kr. fra 430 kr. Anbefalingen er uændret "sælg".

Beskedne rentefald prægede dagens handel med danske obligationer.

Først trak renten på den toneangivende danske statsobligation ned mod 0,32 pct., men så vendte tendensen, og dagens handel sluttede med en toneangivende rente på 0,34 pct., som var 1 basispoint lavere end tirsdag eftermiddag.

En nogenlunde tilsvarende udvikling sås for den toneangivende tyske rente.

Renteudviklingen spejlede til en vis grad stemningen på aktiemarkedet, hvor de nye og lidt mildere meldinger fra Trump-administrationen i forbindelse med den amerikansk-kinesiske handelskonflikt gav den positive vending i handlen.

Større udsving sås i renteudviklingen i Spanien og i især Italien, hvor de toneangivende satser faldt henholdsvis 4 og 7 basispoint ved dansk lukketid.

I Italien var der i løbet af formiddagen auktion over korte seks-måneders papirer, der blev solgt med en rente på 0,092 pct. mod en rente på 1,213 pct. ved en tilsvarende auktion for en måned siden, da den italienske regeringskrise dominerede.

Onsdagskalenderens væsentligste nøgletal var en overraskende opgørelse over den amerikanske ordrebeholdning for varige goder i maj, som faldt 0,6 pct. mod et ventet fald på 1,0 pct. ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS