Markedsoversigt: Italiensk uro satte dagsordenen

Bankerne og ikke mindst Danske Bank var blandt de største tabere i tirsdagens negative aktiemarkeder, som led under den usikkerhed, som den politiske krise i Italien har skabt.

Samlet faldt det danske C25-indeks til 1107,09 eller med 1,1 pct. i forhold til mandags slutniveau.

Danske Bank faldt 2,4 pct. til 207,10 kr., mens finanskollegerne i eliteindekset faldt 2,3 pct. til 61,60 kr. for Nordeas vedkommende og med 1,1 pct. til 349 kr. for Jyske Banks vedkommende.

På europæisk plan var der tale om et fald for finansaktierne på 2,6 pct. som sektor.

Øverst i C25 sluttede Lundbeck-aktien med et plus på 0,4 pct. til 434,80 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Med i toppen af indekset fik Genmab en flig af revanche efter mandagens nedtur på 20 pct., som kostede aktionærerne tæt på 15 mia. kr. efter dårligt nyt fra udviklingspipelinen.

Tirsdag steg aktien 0,3 pct. til 956,20 kr.

Allernederst i indekset sluttede Bavarian Nordic med et fald på 4,4 pct. til 192,20 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Uden for C25 fik Per Aarsleff løftet kursmålet en spids til 270 kr. fra 265 kr. af Nordea efter mandagens regnskab. Tirsdag steg aktien 0,7 pct. til 229,50 kr.

Royal Unibrew fik sin anbefaling hævet til "køb" fra "hold" hos Danske Bank, og det sendte bryggeriaktien op med 3,7 pct. til 443,80 kr.

Inden børsåbningen offentliggjorde H+H et prospekt for salget af de nye aktier, som selskabet i marts annoncerede. Aktien faldt 2,5 pct. til 125,40 kr.

Tirsdag kom der også regnskab for første kvartal fra Firstfarms, der på trods af prispres på afgrøder, svin og mælk øgede såvel omsætning som indtjening. Firstfarms-aktien steg 4,0 pct. til 52 kr.

På obligationsmarkedet oversvømmede nervøse renteinvestorer fra Sydeuropa tirsdag de nordeuropæiske sikre havne på flugt fra politisk uro i Italien.

Derfor faldt de nordeuropæiske renter. I Danmark sluttede renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation 7 basispoint lavere i 0,31 pct. I løbet af formiddagen var renten kortvarigt helt nede i 0,23 pct.

I Tyskland var rentefaldet også på 7 basispoint, mens den italienske rente var steget markante 34 basispoint ved dansk lukketid. For den toårige italienske rente var stigningen på et tidspunkt tirsdag på 1,5 pct.point, som var den største stigning på en enkelt dag i 22 år.

Søndag opgav Giuseppe Conte at danne regering efter et møde hos præsidenten. Uenighed om den foreslåede finansminister, Paolo Savona, der er meget euroskeptisk, fik Conte til at droppe regeringsdannelsen.

I stedet har økonomen Carlo Cottarelli nu fået til opgave at danne en ny midlertidig regering, og udsigten til et snarligt italiensk nyvalg har øget nervøsiteten for endnu mere EU-modstand i landet.

»Den politiske og finansielle uro omkring Italien vil sandsynligvis få Den Europæiske Centralbank (ECB) til at være ekstra forsigtig med at stramme pengepolitikken, som ECB ellers har lagt op til,« mener cheføkonom Jacob Graven i Sydbank.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk