Markedsoversigt: DSV sprang op efter købstilbud på konkurrent

Med DSV som den helt store trækhest sikrede C25-indekset sig en solid onsdag med pæn fremgang efter en afdæmpet start, der blev afløst af stigende optimisme dagen igennem.

Markedet startede afdæmpet, efter at det britiske parlament som ventet forkastede premierminister Theresa Mays forslag til en brexit-aftale tirsdag.

Det gode humør lod sig ikke undertrykke, og særligt DSV bragede frem, efter at selskabet har lagt et bud på en konkurrent. C25 steg 0,8 pct. til 1032,84.

Årsagen til den positive reaktion i DSV - på baggrund af et bud på 26,5 mia. kr. på rivalen Panalpina - var, at det danske selskab tidligere har vist sig uhyre dygtig til at opsluge opkøb og tvinge gode synergier ud af dem.

DSV bedyrer selv, at Panalpina vil være et perfekt match, og at det schweiziske selskab derfor har været på radaren hos DSV i ti år.

Aktien steg med 5,8 pct. til 500 kr., og i Schweiz blev Panalpina også banket i vejret af købsinteressen.

Med i toppen var også smykkeselskabet Pandora, der efter nogle hårde dage mandag og tirsdag steg med 3,6 pct. til 266,60 kr. uden større bagvedliggende nyheder som forklaring.

Ligesom tirsdag var der i øvrigt flere kursmåls- og anbefalingsjusteringer at forholde sig til for investorerne onsdag.

Bryggeriet Royal Unibrew er blandt andet kommet i negativt lys hos Jefferies, der har indledt dækning af aktien med anbefalingen "undervægt" og et kursmål på 400 kr. Det gav et fald på 0,6 pct. til 465,60 kr. onsdag.

Ingeniørkoncernen FLSmidth har desuden fået løftet sin anbefaling hos schweiziske UBS til "neutral" fra "sælg", og det sendte onsdag aktien op med 2,1 pct. til 320,50 kr.

De danske statsrenter gik efter fald mandag og tirsdag også i den anden retning onsdag, hvor renterne fulgte aktierne med op, efterhånden som optimismen bredte sig i løbet af dagen.

Den positive stemning omkring aktiemarkedet fik nemlig investorerne til at placere flere penge der - på bekostning af obligationerne - og det gav faldende kurser og stigende renter.

Herhjemme steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 2 basispoint til 0,15 pct., og dermed er renten tilbage ved lukkeniveauet fra fredag i sidste uge.

Trods den gode stemning var investorerne alligevel lidt afventende, og det havde rod i usikkerheden omkring situationen i Storbritannien, efter at premierminister Theresa Mays brexit-aftale som ventet blev forkastet i parlamentet tirsdag aften.

Det efterlader nu Theresa May med en deadline på mandag, hvor hun skal komme op med en plan B.

Derudover venter markedsdeltagerne fortsat på en stribe nøgletal fra USA, der er udskudt på grund af nedlukningen af dele af statsapparatet.

Der var dog stadig enkelte offentliggørelser i kalenderen onsdag. Blandt andet viste tal, at importpriserne i december faldt lidt mindre end ventet i markedet.