Markant dyk i salg til Rusland

Handelskonflikten med Rusland koster dyrt, men bl.a. kineserne opvejer faldet i eksporten.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Eksporten til især Rusland men også EU-landene falder kraftigt. Men det opvejes af et stigende salg af blandt andet mink-skind til Kina, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Samlet faldt Danmarks eksport med 0,6 pct., og importen steg med 3,1 pct. i september. Det var primært eksporten af energivarer, der faldt, hvilket blandt andet skyldes den faldende oliepris.

Geografisk set faldt eksporten til Rusland i tredje kvartal med 18 pct. i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor. Og i september var faldet på hele 24,3 pct. på grund af den handelskrig mellem EU og Rusland, som konkflikten i Ukraine har udløst. Det har udløst et russisk importstop for visse fødevarer fra bl.a. Danmark, og især eksporten af svinekøb er ramt.

Desuden faldt eksporten til EU-landene med 2,3 pct.

Til gengæld trækker eksporten til især de såkaldte BRIK-lande op med en stigning på 5,9 pct. Det skyldes bl.a. en øget eksport af rør til den brasilianske olieindustri, mens kineserne købte danske for 15,8 pct. mere - især lægemidler og minkskind.

Cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken har svært ved at finde opmuntring i dagens nationaløkonomiske tal:

»Der var heller ikke så meget positivt at hente i udenrigshandelstallene, hvor vareeksporten faldt med 0,6 pct. Netop den svage efterspørgsel fra udlandet som følge af afmatningen i euroområdet vurderes som en akilleshæl for dansk økonomi. Hertil kommer også, at Ruslands importforbud på fødevarer trækker ned i eksporten. En del af faldet kan dog også tilskrives den volatile energikomponent,« skriver han i en kommentar.

Samlet set blev der i september et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 15,1 mia. kr., hvilket er 0,4 mia. kr. højere end samme måned sidste år. Overskuddet på varehandlen er faldet 0,6 mia. kr., mens overskuddet på tjenestehandlen er steget 0,6 mia. kr.

Cheføkonom Steen Bocian mener, at der er grund til at fejre overskuddene på betalingsbalancen. Men der er malurt i bægeret.

»Overskuddet er også et udtryk for en meget lav vækst i den indenlandske efterspørgsel i Danmark. Man kunne således godt ønske sig højere vækst - men det er ikke sådan, at f. eks. politikerne rigtigt har mulighed for at katalysere den. Den højere vækst skal først og fremmest komme fra en højere investeringsaktivitet i erhvervslivet, og det er vanskeligt via den økonomiske politik at sikre investeringsfremgang,« skriver han i en kommentar.