Mandagens aktier: Pandora faldt til bunds i nervøst marked

. Det danske aktiemarked kom mandag skidt i gang med den nye uge, og det skete blandt andet som følge af fald til Pandora, der fik sænket sit kursmål fra flere sider.

Mens Carnegie sænkede sit kursmål for smykkeaktien til 335 kr. fra 350 kr., så reducerede Morgan Stanley sit kursmål til 335 kr. fra 370 kr. Begge investeringsbanker gentog samtidig deres neutrale anbefalinger for aktien, da Carnegie fortsat anbefalede "hold", og Morgan Stanley holdt fast i "ligevægt".

Som følge af ændringerne faldt Pandora-aktien med 6 pct. til 265,10 kr., og det bidrog til at sende det danske eliteindeks, C25, ned med 1,6 pct. til indeks 1021,22.

Generelt set var stemningen blandt investorerne negativ på ugens første handelsdag. Det hang især sammen med, at der natten til mandag dansk tid kom skuffende tal for den kinesiske import og eksport i december, som blot øgede nervøsiteten i markedet i forhold til konsekvenserne af den igangværende handelskrig mellem Kina og USA.

- Jeg tror, at de dårlige tal kan få visse investorer til at frygte en afmatning af økonomierne, hvis handelskrigen fortsætter, og der ikke bliver fundet en løsning, siger børsmægler Nikolaj Holmsgaard fra ABG Sundal Collier.

ØRSTED BREMSES I RADIUS-SALG

Herhjemme var der foruden Pandora også en del fokus på Ørsted, som søndag måtte meddele, at der ifølge Finansministeriet ikke længere er politisk opbakning til salget af Radius, der distribuerer strøm til over en million kunder på Sjælland - et salg, som Ørsted har arbejdet på siden i sommer.

- Det er selvfølgelig ret beklageligt, at opbakningen til salget nu er trukket tilbage, og det er klart det, som markedet reagerer på i dag, siger Nikolaj Holmsgaard med henvisning til, at Ørsted-aktien mandag faldt 2,2 pct. til 435,40 kr.

Hos Ørsted selv vurderes det fortsat at være i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at Radius overgår til et nyt ejerskab. Dog fortalte energiselskabet mandag, at det indstiller den strukturerede salgsproces vedrørende Radius.

GN VINDER VA-MARKEDSANDELE

Inden for høreapparatsektoren kunne GN Group glæde sig over, at datterselskabet GN Hearing tog markedsandele i december hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Omvendt måtte William Demant se sin markedsandel falde marginalt tilbage i december sammenlignet med måneden før.

For GN Group var det desuden fremme, at UBS havde sænket anbefalingen af aktien til "sælg" fra "neutral" og kursmålet med 35 kr. til 225 kr.

Mandag lukkede GN Group 1,8 pct. lavere i 270,60 kr., mens William Demant faldt 1,3 pct. til 201 kr.

Udenfor eliteindekset kunne Egetæpper fortælle, at en forestående afnotering fra børsen var blevet godkendt på mandagens ekstraordinære generalforsamling.

Beslutningen om afnotering kommer i kølvandet af, at storaktionæren, Mads Eg Damgaards Familiefond, efter at have fremsat et købstilbud til de øvrige aktionærer havde sat sig på langt størstedelen af aktiekapitalen i selskabet.

Egetæpper-aktien lukkede mandag uændret i 220 kr.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk