Magtfuld topchef kommer med alarmerende prognose: Dette kan være den største trussel mod Vesten siden Anden Verdenskrig

Administrerende direktør i bankkoncernen JPMorgen Chase, Jamie Dimon, er bange for en fremtid, hvor USA og den vestlige verden vil udgøre end mindre del af det geopolitiske billede end i dag. 

Adm. direktør i JPMorgan Chase Jamie Dimon bliver mildest talt bekymret, når kan kigger ind i fremtiden. Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er en bekymret Jamie Dimon, administrerende direktør i banken JPMorgan Chase, der i dag spår om fremtiden for den vestlige verden. 

Hvert år udgiver Jamie Dimon sit sædvanlige brev til investorer, hvor han kommer med sin udlægning af politik, globale begivenheder og andre ting, der har indflydelse på verdens økonomier. 

Og i dette års brev er alarmklokkerne i topchefens ord ikke til at overhøre. 

Det skriver CBS NEWS.

I brevet indleder Jamie Dimon med at fortælle, at verden på trods af både kolde og varme krige generelt har været på vej til et bedre sted de sidste mange år, og at konflikters og krisers indflydelse på verdensøkonomien ofte har det med at blive overdrevet.

Men det er ikke tilfældet i den nuværende geopolitiske situation, lyder det fra Jamie Dimon. 

»De seneste begivenheder kan med sandsynlighed være i gang med at skabe risici, vi ikke har set lignende siden Anden Verdenskrig – vi burde ikke tage let på dem,« skriver han i brevet

Efterfølgende henviser han til både krigen i Ukraine og krigen i Mellemøsten, som ifølge Jamie Dimon »har punkteret alle formodninger om, hvordan vores sikkerhed vil se ud i fremtiden, hvilket bringer os til et afgørende øjeblik i historien«. 

Konklusionen, som Jamie Dimon drager, er, at ingen – heller ikke USA – har råd til at stå alene i tider som disse, og at USA må tage deres alliancer med andre vestlige lande seriøst, både hvad angår politiske, økonomiske og diplomatiske forbindelser. 

»Der er intet, der er mere vigtigt,« skriver han. 

Jamie Dimon er ikke den første topchef af den kaliber til at råbe vagt i gevær. Larry Fink, administrerende direktør i den globale investeringsvirksomhed BlackRock, udtrykte sidste år sin bekymring for en fremtid med »mindre håb og mere frygt« på grund af den aktuelle geopolitiske situation.