Mærsk går frem på giganternes liste

Erhvervsmagasinet Fortune har netop offentliggjort sin årlige liste over de 500 største virksomheder i verden. To danske virksomheder er med, og de kravler begge opad på listen.

A.P. Møller Mæsk og Danske Bank gør sig som de to eneste danske virksomheder gældende på listen over de 500 største i verden.

A.P. Møller – Mærsk er med en omsætning på 44,7 milliarder dollar i 2006 kravlet 23 pladser op og er nummer 138 på listen i år, mens rederiet sidste år var nummer 161.

Det næststørste rederi i verden er det japanske Nippon Yusen med en omsætning på 18,5 milliarder kroner i 2006, som ligger som nummer 391 på Fortune-listen. Danske Bank med en omsætning på 24,3 milliarder dollar ligger i år nummer 279 , mens den sidste år var nummer 285. I alt er der 60 banker blandt verdens 500 største virksomheder, og her ligger Danske Bank nummer 40, mens verdens største bank er Citigroup med en omsætning på 146,8 milliarder dollar.

Den største virksomhed i verden har en omsætning på 351 milliarder dollar. Det er den amerikanske supermarkedskæde Wal-Mart Stores. På anden og tredjepladsen ligger de to benzinselskaber Exxon Mobil og Royal Dutch Shell.

De 10 største
1. Wal-Mart Stores (Omsætning: 351 mia. dollar)

2. Exxon Mobil (Omsætning: 347 mia. dollar)

3. Royal Dutch Shell (Omsætning: 319 mia. dollar)

4. BP (Omsætning: 274 mia. dollar)

5. General Motors (Omsætning: 207 mia. dollar)

6. Toyota Motor (Omsætning: 205 mia. dollar)

7. Chevron (Omsætning: 201 mia. dollar)

8. DaimlerChrysler (Omsætning: 190 mia. dollar)

9. ConocoPhillips (Omsætning: 172 mia. dollar)

10. Total (Omsætning: 168 mia. dollar)