Mads Lundby Hansen er insisterende, irriterende og fornyende

Cheføkonomen og vicedirektøren for Cepos, Mads Lundby Hansen, kan se tilbage på en karriere, hvor han ændrede den økonomiske debat i Danmark.

skatteserie
Mads Lundby Hansen har været med til at placere Cepos tydeligt i debat-landskabet. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Cepos og dens allestedsnærværende cheføkonom Mads Lundby Hansen må knibe sig i armen. Tænk at det på 15 år har været muligt at ændre den økonomiske debat i Danmark bare ved at starte en borgerlig-liberal tænketank.

Det må være en af de ting, som vicedirektør og cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, funderer over, når han 21. september fylder 50 år.

For fire år siden blev bornholmeren med den markante plads i den økonomiske debat herhjemme af Berlingske spurgt om, hvor hans politiske holdninger kommer fra.

»De kommer fra min folkeskole, hvor lærerne var meget venstreorienterede. Det var under Den Kolde Krig, og deres forsvar for Sovjet, Mao og kommunismen provokerede mig til en mangeårig, daglig, men konstruktiv diskussion med mine lærere.«

Insisterende vedholdenhed

Sætningen er vigtig, fordi den siger noget om den insisterende vedholdenhed, som har bragt Mads Lundby Hansen til den fremtrædende position i den økonomiske debat, som han har i dag.

Siden Cepos blev grundlagt 11. marts 2004, har der været en næsten forbløffende stabilitet i den borgerlig-liberale tænketank, nemlig med den tænksomme Martin Ågerup som direktør og den økonomiske kriger i skikkelse af Mads Lundby Hansen som cheføkonom.

»Det var under Den Kolde Krig, og deres forsvar for Sovjet, Mao og kommunismen provokerede mig. «


Det var i 2012, at Mads Lundby slog benene væk under alle topøkonomerne i Danmark, da han blev kåret til Danmarks mest citerede økonom i dagbladet Børsens årlige måling og dermed stødte Danske Banks tidligere cheføkonom Steen Bocian af pinden.

Børsen har siden skrottet at kåre landets mest citerede økonom, men det er et godt gæt, at Mads Lundby stadig sidder på tronen. Hans stil har aldrig forandret sig, men observatører af både ham og af Cepos kan se, at den analytiske og regnemæssige kapacitet er vokset med årene.

Skulle man spørge, hvad Mads Lundby er mest stolt af, når han fylder 50, vil der ikke være tvivl.

Kronen på værket

Kronen på det foreløbige værk var, da Cepos i 2016 blev ligestillet med fagbevægelsens økonomiske tænketank AE ved at få sæde i Det Økonomiske Råd. Omsider var der skabt politisk balance i den økonomiske debat, fordi fagbevægelsens økonomiske tænketank og den borgerlig-liberale tænketank er ligestillet.

Mads Lundby Hansen er blevet kaldt meget gennem årene, men skulle man sætte tre ord på ham, må de være insisterende, irriterende og fornyende. Igen og igen har Mads Lundby på sin egen facon gentaget for Gud ved hvilken gang, at finanspolitisk råderum kan bruges til andet end velfærd, og peget på, at lavere skat har dynamiske effekter.

Mads Lundby har aldrig givet op, altid blevet ved.

Ganske godt for en borgerlig bornholmsk økonom, der grundlagde sin karriere som først embedsmand i Finans- og Økonomiministeriet og siden som cheføkonom i Venstre. Der skal nok være mange, som er uenige med ham, men de skylder at anerkende hans fornyelse af dansk økonomisk debat.

Mads Lundby har to børn, August og Emilie, med sin hustru, Susanne, som er underdirektør i PensionDanmark.