Lyngby Boldklub kører for lånte millioner

Livsvigtig kapital til Lyngby Boldklub fra hovedaktionæren Hellerup Finans er skaffet ved at optage dyre, korte lån fra private investorer med sikkerhed i bl.a. netop fodboldklubben.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. Arkivfoto. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Det er en række private investorer, der har udlånt de millioner, investeringsfirmaet Hellerup Finans har skudt i den pressede Lyngby Boldklub de seneste måneder, skriver Finans. Hellerup Finans har lånt pengene ved at stille en stor aktiepost i fodboldklubben som sikkerhed, og dermed risikerer investorerne at ende som ejere af svært omsættelige fodboldaktier - for lånene skal snart indfries igen.

Den lange række af stærkt tiltrængte millioner, der er rullet ind på kontoen hos Lyngby Boldklub i løbet af 2017 med afsender fra storaktionæren i Hellerup Finans har ellers længe samtidig vakt opsigt, for seneste status fra finanskoncernen viste også en temmelig udsultet kasse, og en lang række salgsplaner har hidtil offentligt ikke kastet det store af sig. Hvor kommer pengene fra?, har det lydt fra bekymrede fans, investorer og observatører.

Nu bekræfter Hellerup Finans så, at man er gået til private investorer for at låne penge med kort frist, relativt høje renter. Det er sket med sikkerhed i netop bl.a. fodboldklubben.

Lånene skal indfries om kort tid, hvilket betyder at Hellerup Finans enten skal have gennemført salg eller finde finansiering til at tilbagebetale de lånte penge, lyder vurderingen fra en aktieanalytiker over for Finans.

»For investorerne må man håbe på, at klubben kan sælges snart. Ellers er det umiddelbart svært at se, hvor pengene skal komme fra, når obligationerne udløber, og ellers står de private investorer tilbage med en ejerandel i Lyngby Boldklub, som ingen har kunnetsælge hidtil,« siger Per Hansen, aktieøkonom hos Nordnet.

Præcis hvornår, pengene skal betales tilbage, eller hvor meget Hellerup Finans har lånt med pant i Lyngby Boldklub, ønsker topchef i Hellerup Finans og formand i Lyngby Boldklub Torben Jensen ikke at oplyse. Han skriver dog i en mail til Finans, at man har stillet ca. halvdelen af koncernens aktiepost i boldklubben som sikkerhed.