Når en Porsche kommer fræsende op ad gaden, bliver det i fremtiden knap så larmende.
Bilproducenten ønsker nemlig at være foran konkurrenterne i forbindelse med den grønne omstilling, og derfor skal 80 procent af Porsches biler være fuldt elektriske i 2031.
Det er ikke mere end tre år siden, at den første Porsche-elbil var færdig. Den populære Taycan-model må siges at være en stor succes – for, som Jyllands-Posten skriver, sælger den nu bedre end den klassiske Porsche 911.
Derfor er der flere elbiler på vej – næste skridt er den elektriske Macan, som kommer på gaden i starten 2024.
Porsche arbejder også på, at Cayenne-modellen og en af de to 718-modeller – Cayman eller Boxster – kommer til at køre på el, skriver Jyllands-Posten.
Det handler også om størrelsen
Men det er ikke kun på el, Porsche udvikler sig – det er også på størrelsen af bilerne.
Porsche er nemlig i gang med at udvikle en stor elektrisk SUV – en konkurrent til BMW IX og den kommende Mercedes EQS SUV. Og noget tyder på, at den nye SUV kan være revolutionerende, idet den muligvis vil have plads til syv personer – det vil i så fald være første gang i Porsches historie.
På nuværende tidspunkt er det kun Taycan-modellen, der udelukkende kører på el, mens to modeller kan fås som hybrid – Panamera og Cayenne. Begge vil også blive lanceret som rene elbiler.
Det tyder ikke på, at den klassiske 911 kommer til at køre på el – så det er altså ikke alle Porscher, der lydløst kommer til at overhale dig.