Luk ikke posten, men få brevduerne ud til tiden

Synspunkt

»Vi er stadig mange, der ikke kan undvære postvæsenet. De mange pakketransportører er ikke gearet til at håndtere små brevforsendelser, men med PostNord er det ikke kun dyrt, det er også usikkert,« skriver Ingrid Slott. Arkivfoto: Henning Bagger
Læs mere
Fold sammen

Peter Suppli Benson skriver i sin klumme i Berlingske Business 6. juni, at det er på tide at klippe navlestrengen til PostNord.

Ligefrem at afskaffe postvæsenet er vel ikke meningen, for vi er mange, der ikke kan undvære denne virksomhed, selv om den i mange år har gjort alt for at nedlægge sig selv. At monopolet på brev­forsendelser har været en sovepude for ledelsen, er der ingen tvivl om, men en meget udygtig håndtering af udviklingen har bestemt også medvirket til den tidligere så stolte etats deroute.

Den altoverskyggende undskyldning har været fald i mængden af breve. Vist er Danmark langt fremme med digitalisering; men det er der også andre lande, der er. I USA f.eks. sendes der stadig mange breve, og de kan sendes til langt lavere priser end her, og så kommer de hurtigere og mere sikkert frem.

Hvis PostNord havde ageret som en privatejet virksomhed, ville man ved fald i omsætningen have forsøgt at modvirke dette ved f.eks. at sætte priserne ned i stedet for op.

Man kunne gå ud med reklameindslag, så man lokkede danskerne til igen at skrive julekort, fødselsdagshilsener og almindelige breve. Det er sørgeligt, at væsenet i den grad har bidraget til at aflive gode og hyggelige traditioner. Jeg korresponderer med flere familiemedlemmer i USA.

Et almindeligt brev fra Wyoming til Amager koster 1,15 dollar, den omvendte vej 30 kr., hvis det skal gå lige så hurtigt.

Jeg sender gerne breve, når jeg er i udlandet. Et brev fra Kaunas i Litauen til Colorado koster en brøkdel af vores takst, og det er hurtigt og sikkert fremme.

Vi er stadig mange, der ikke kan undvære postvæsenet. De mange pakketransportører er ikke gearet til at håndtere små brevforsendelser, men med PostNord er det ikke kun dyrt, det er også usikkert. Jeg har i skrivende stund en forsendelse til en værdi af 120 kr. surfende et sted mellem Amager og Greve.

Den er afsendt 11. maj herfra, men om den overhovedet når frem er tvivlsomt. Portoen er 16 kr., men hvis pakken forsvinder helt, er der ingen hjælp at hente. Er der noget andet firma i Danmark, der kan tillade sig at tage betaling for et arbejde, som man ikke udfører.

Om staten skal gå ind og give PostNord endnu en saltvandsindsprøjtning, skal jeg ikke gøre mig klog på, men måske kunne man finde en driftig forretningsmand, der kunne rette op på skuden og få brevduerne til at flyve til tiden.