Luftkamp i USA, Ferraris hjælpende hånd og kollapset modeselskab

Foto: GIUSEPPE CACACE.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Der gang i en benhård kamp i de højere luftlag. Flyselskaberne SAS og Norwegian har flyttet kamppladsen til USA, hvor Norwegian i næsten to år har forsøgt at få amerikansk flyvetilladelse til sit irsk-registrerede datterselskab. Men den plan møder massiv modstand fra amerikanske flyselskaber, fagforeninger og ikke mindst SAS, der sideløbende selv åbner nye ruter og sætter schweizisk flyselskab til at flyve en af dem.

En kamp op ad bakke har det også været for modeselskabet Metropol. Drømmene var store, og mulighederne var der, men nedturen er nu en kendsgerning for Metropol, som står bag mærker som St-Martins, Suit, S’nob og modebutikkerne Norr. Metropol kunne ikke betale sine regninger, og for tre måneder siden gik selskabet konkurs. Dele af selskabet lever dog videre i andet selskab.

Mere fart over feltet er der for kronjuvelen i Fiat Chrysler-koncernen, Ferrari, der børsnoteres onsdag. De penge vil ryge direkte i moderkoncernens slukne pengekasse. Børsnoteringen er kun første del af en større plan, der skal bringe Fiat Chrysler tilbage i front. Læs desuden portrættet af Sergio Marchionne, der er hovedarkitekten bag børsnoteringen af Ferrari

Mandag i Retten i Lyngby indledtes omsider straffesagen mod den tidligere ledelse i Capinordic Bank heriblandt bestyrelsesmedlem Lasse Lindblad. Det kom frem mandag, at Capinordic Bank lånte millioner til et selskab ejet af Lindblads tidligere finansdirektør, som videreudlånte til Lindblads private koncern. Det gav tab til banken, mener Bagmandspolitiet, som kræver fængselsstraf til tre personer i sagen.

Drømmene om at få sat skub i olieboringer til havs i Arktis er foreløbigt blevet et gevaldigt flop. Præsident Obamas beslutning om at aflyse salget af licenser til prøveboringer ved Alaska i 2016-17 kan få store konsekvenser for oliejagten i hele Arktis, vurderer eksperter.

Fra morgenstunden tirsdag leverer Telia kvartalsregnskab. Se hvad dagen ellers byder på her.

Med ønsket om en god dag

Morten Thorborg Jasper

Jourhavende, Business.dk