Pengene har svært ved at finde vej ned i lommerne på selvstændige og virksomhedsejere. Derfor udskød regeringen fristerne for indbetaling af moms og A-skat i 2009. En folketingsdebat om yderligere forlængelse er til gengæld ikke på tapetet i Skatteministeriets nye lovkatalog, som lister de planlagte skatteemner, som skal til debat i Folketinget.
- En fortsat forlængelse af kredittider for moms og A-skat kunne ikke mindst de små og mellemstore virksomheder have stor gavn af, siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.
Erhvervslivet havde sat næsen op, efter at fristerne var blevet forlænget, da erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) offentliggjorde Erhvervspakke for små og mellemstore virksomheder.
- Pakken er meget målrettet med gode initiativer, men det er alvorligt, at vi ikke får fristerne for moms og A -skat yderligere forlænget. Mange virksomheder begynder at kunne mærke et opsving, men de brug for mere luft, sagde Thomas Møller Sørensen, leder af DI's afdeling for mindre virksomheder, til ErhvervsBladet.dk ved den lejlighed.
Danmark vælges fra
I det nye lovkatalog savner såvel Dansk Erhverv som medlemsorganisationen Horesta også, at det bliver muligt for momsregistrerede virksomheder at trække den fulde moms fra for restaurant- eller hotelophold.
- I dag kan du kun trække 25 procent af momsen fra. Det er en manglende ligestilling i forhold til den øvrige del af erhvervslivet og i høj grad også til vores nabolande. Det lider hotel- og restaurantmiljøet og oplevelsesøkonomien i det hele taget under, siger Bo Sandberg fra Dansk Erhverv.
Horesta, som er brancheorganisation for restaurant-, hotel- og turisterhvervet, oplever, at store konferencer flytter til udlandet, fordi man her kan trække den fulde moms fra.
- Når det drejer som om vores internationale konkurrenceevne og om at tiltrække konferencer og møder, kniber det gevaldigt, fordi man ikke skal betale moms af de ydelser, man køber, i et andet europæisk land, siger Lone Njor Hulth, adm. direktør i Horesta.
Senest har den amerikanske it-koncernen Cisco opgivet sin årlige kongres i København og flyttet den til Berlin. På den måde sparer man 450.000 kroner i moms.