Lønmodtagerne vil have flere krummer fra de riges bord

Danske lønmodtagere har været tilbageholdende efter krisen. Nu skal overskuddet deles, mener fagforeninger.

Fagforeningerne regner med, at der er lønstigninger på vej med posten efter årets overenskomstforhandlinger. (Arkivfoto) Free/Henrik Petit/postnord
Læs mere
Fold sammen

Efter krisen har de danske lønmodtagere, i form af fagforeninger, været tilbageholdende med at kræve mere i løn under de hårde år. Men ni år efter Lehman Brothers' krak er det på tide, at arbejderne får en del af kagen.

Det mener en lang række fagforeningsfolk, som Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie Finans har kontaktet for at vurdere den nye industrioverenskomst.

Finans har kontaktet godt 200 lokale fagforeningsformænd.

I alt 76 formænd har svaret. Heraf siger 60 procent, at de forventer at forhandle højere lønstigninger hjem lokalt end de 5,2 procent over de næste tre år, som topforhandlerne fra lønmodtager- og arbejdsgiversiden blev enige om ved de centrale forhandlinger.

»Vi har i den grad været med til at sikre virksomhedernes konkurrenceevne ved at udvise løntilbageholdenhed i de senere år«.

»Det er aldrig gået så godt for virksomhederne som nu, så vi forventer klart, at vi skal have noget igen,« siger Henny Fiskbæk, formand for HK-Privat i Sydjylland, til Finans.

Underdirektør i Dansk Industri (DI), Sten Nielsen, understreger over for Finans, at lønmodtagerne også har oplevet reallønsfremgang igennem de seneste tre-fire år. Derfor har der ifølge ham ikke været nogen særlig løntilbageholdenhed.

Helge Albertsen, formand for Dansk Metal i Skjern-Ringkøbing, sætter gerne tal på, hvor stor lønstigningen skal være.

»Vi har vist ansvar under krisen. Men når man ser de overskud, aktieafkast og produktivitetsstigninger, der genereres, har jeg en forventning om, at vi går tre procent op i lønstigning om året«, siger han til Finans.

Industrioverenskomsten dækker cirka 230.000 lønmodtagere og godt 6000 virksomheder, men den er normalt retningsgivende for hele det private område, hvor der i disse uger forhandles en række andre overenskomster.