Logistik er den røde tråd

Kim Bjerner Rathsack er ny administrerende direktør i den saudiarabiske logistikvirksomhed Almajdouie Logistics med hovedkontor i Dammam. Han kommer fra en stilling som CEO Middle East for A.P. Møller - Mærsk- ejede Damco.

Hvilke forventninger har du til dit nye job?

Først og fremmest at få mulighed for at udvikle ekspansionen af Al Majdouie udenfor Den Arabiske Golf. Jeg glæder mig over at komme til at lede og styrke et hold, der består af folk fra hele kloden. Og tiltrækningen er især at skulle lægge strategien for de næste års udvikling med vækst og samtidig fastholde iværksætterånden, firmaet bygger på.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forbindelse med dit skifte? Hvad bliver anderledes?

Processen fra en omstilling efter samlet 25 år i A. P. Møller til at arbejde i et familieejet firma som Al Majdouie. Jeg er også klar over, at springet fra jobbet som regional leder til CEO er meget stort, og jeg er ydmyg over at være blevet valgt.

Hvad har været den røde tråd i din karriere?

Logistikken er den røde tråd rent arbejdsmæssigt. Jeg lærte at tale om forsyningskæder, før begrebet havde fundament i de fleste virksomheder, og det har jeg haft som hovedbeskæftigelse i hele min aktive karriere. Da jeg i sin tid forlod A. P. Møller - Mærsk første gang, var det for at arbejde som logistikdirektør i Frankrig. De næste job var hos Microsoft Business Solutions i Vedbæk, men stadig med fokus på logistik. Nu skal jeg overtage ansvar for 6.000 medarbejdere, der alle beskæftiger sig med logistik.

Hvad er din uddannelse, og hvordan ser du sammenhængen mellem din uddannelses- baggrund og dit nye job?

Inden shippinguddannelsen blev jeg sprogofficer og lærte at tale polsk på Hærens Specialskole. Herefter startede jeg som elev i A. P. Møller - Mærsk. Efter elevtiden fulgte udstationeringer hinanden – men et definitivt skift i min karriere opstod, da jeg landede i Polen og kunne kombinere min internationale erfaring og begå mig i et sprogområde, der var forbeholdt få udlændinge.