Lønnedgang til nordjyderne

I Nordjylland er det populært at gå ned i løn for at redde job.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er blevet udbredt, at de ansatte går ned i løn for at bevare jobbet og undgå fyringer på arbejdspladsen. Især i Nordjylland er ordningen populær. Det viser en undersøgelse lavet af Zapera for vikarbureauet Adecco.

1.006 danskere mellem 18 og 64 år er blevet spurgt, om de jobmæssigt er blevet påvirket af finanskrisen. Syv procent af nordjyderne svarer ‘Ja, er gået ned i løn’. Til sammenligning svarer blot en procent af københavnerne, sjællænderne og midtjyderne samt to procent fra Syddanmark det samme.

- Nordjyder er meget bundet til deres egn, og de er ikke glade for at flytte syd for Limfjorden, så hvis alternativet lige nu er at flytte efter et nyt job, tror jeg, at de fleste hellere vil acceptere en midlertidig lønnedgang, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen til 24timer.

En anden årsag til at nordjyderne topper listen er, at de mest udbredte erhverv i Nordjylland er industri og eksport, og det er netop de erhverv, der er hårdest ramt af krisen.

Hos 3F’s Industrigruppe i Aalborg er næstformand Eddie Christensen alt andet end begejstret for konceptet.

- Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Man åbner en dør på klem for arbejdsgiveren, og så kræver han måske yderligere lønnedgang. Vi har i mange år kæmpet for lønmodtagernes rettigheder, og derfor synes jeg altså ikke, at vi skal til at gå den anden vej, siger han til 24timer.

-anis