Lønnedgang bliver aldrig det normale

Slagteriarbejderne på Tulips fabrik i Ringsted har sagt ja til at gå 15 procent ned i løn. Det vil sikre arbejdspladsen de næste to år. Alternativet fra ledelsens side var at flytte produktionen til en fabrik i Oldenburg i Nordtyskland.

Er lønnedgang i virksomheder ikke et tegn på, at arbejdsgiverne ikke respekterer den danske model?

Tvært imod. Den danske model er jo netop kendetegnet ved at den åbner for forskellige løsninger i forskellige situationer. Vi tror ikke på, at danske virksomheder fremover i stor stil vil gå efter at forhandle sig til lønreduktioner, men der vil være enkelte for hvem, det er en forudsætning for fortsat at blive i Danmark. Andre vil have behov for fleksibel arbejdstid eller andre former for konkurrenceforspring.

Medarbejderne føler ikke, at de har haft et valg, men en rygende pistol i nakken. Kan man gøre det her anderledes?

Jeg tvivler stærkt på, at nogen som helst ledelse vil overveje udflytning af produktion, hvis der findes et forretningsmæssigt sundt alternativ, der betyder, at man kan blive i Danmark.

Vil I i DI gøre noget for, at andre arbejdsgivere ikke kopierer fremgangsmåden? At lønnedgang bliver en accepteret trend i virksomhederne?

Et af de stærkeste karakteristika ved vores model er, at man kan finde præcist den konkrete løsning, der passer til den konkrete virksomhed. Afgørelsen af, om man skal gå den ene eller den anden vej er som udgangspunkt én, der træffes i virksomhederne.

Arbejdsmarkedsforskere kalder ligefrem Tulips metode for pengeafpresning - kan du følge ræsonnementet?

Jeg vil ikke forholde mig til den konkrete sag, men jeg har svært ved at se, hvordan et forsøg på at bibeholde arbejdspladser i Danmark kan sidestilles med pengeafpresning. Jeg har ikke hørt arbejdsmarkedsforskerne pege på ret mange alternativer.

Kan arbejdsgiverne forvente fleksibilitet fra de ansatte, hvis de ansatte føler sig utrygge? Lønnedgangen sikrer dem jo ikke mod, at de senere alligevel fyres.

Det er et forkert udgangspunkt. Fleksibilitet og tryghed går hånd i hånd. Det er netop fleksibiliteten, der skal være garantien for den tryghed, som vi gerne vil sikre. Og jeg synes det er lige tidligt nok at konstatere, at en aftale, som end ikke er trådt i kraft endnu, ikke vil virke efter hensigten.