Lønmodtagerfonden banket tilbage til krisens top

Store konkurser i 2013 har givet Lønmodtagernes Garantifond et travlt år. Stigningen i udbetalinger har sendt fonden tilbage på samme niveau som ved krisens top i 2009.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. Pihl & Søns konkurs i 2013 er en af de største konkurser i Lønmodtagernes Garantifonds historie.
Læs mere
Fold sammen
Mens byggerier stod stille, da blandt andre entreprenørvirksomheden Pihl & Søn måtte kapitulere tidligere på året, var der andre, der kom på arbejde.

2013 har nemlig været et travlt år hos Lønmodtagernes Garantifond, der udbetaler løn til ansatte hos konkursramte arbejdsgivere. Det skriver Jyllands-Posten.
 
I de første 11 måneder af 2013 har næsten 18.000 konkursramte ansatte fået udbetalt penge fra Lønmodtagernes Garantifond, og i alt er det løbet op i et beløb på 874,2 millioner kroner. Det er det højeste niveau siden krisen tilbage i 2009, da fonden udbetalte 1,1 milliarder kroner.



Gitte Fensted Madsen, som er kundechef og leder af Lønmodtagernes Garantifond, forklarer, at konjunktursituationen med relativt mange konkurser og i gennemsnit flere ansatte i hver konkurs end sidste år, har været medvirkende til den stejle stigning i udbetalingerne.

»Det skal bemærkes, at vi har haft nogle konkurser i store virksomheder med mange ansatte, for eksempel Pihl & Søn, og det påvirker selvfølgelig det samlede gennemsnit for antallet af lønmodtagere. Pihl & Søn er en af fondens største konkurser historisk,« siger Gitte Fensted Madsen til Jyllands-Posten.



Mange af de konkursramte ansatte, som fik udbetalt penge af fonden, fik dog hurtigt arbejde igen. Især inden for bygge- og anlægssektoren har rigtig mange fået arbejde igen, fortæller Anita Vium Jørgensen, økonom i 3F.

»Det skyldes især, at projekterne i et konkursramt byggefirma jo typisk overtages af nogle andre i branchen, og ofte følger de ansatte så med,« siger hun.

Lidt sværere har det været at få arbejde igen inden for industrien, som også har været hårdt ramt af konkurser.