Løkke: Højaktuelt med investeringer

Det er slet ikke hypotetisk. Fremrykning af offentlige investeringer er et højaktuelt spørgsmål. Det siger finansminister Lars Løkke Rasmussen.

Foto: Scanpix. Tiden for at fremrykke offentlige investeringer banker på døren, hvis man skal tro finansminister Lars Løkke Rasmussen.
Læs mere
Fold sammen
Oppositionen vil skyde milliarder i bl.a. veje, togskinner, nye plejehjem og skoler for at genstarte den kriseramte danske økonomi. Og tiden for at fremrykke offentlige investeringer banker på døren, hvis man skal tro finansminister Lars Løkke Rasmussen.

"Jeg betragter bestemt fremrykning af offentlige investeringer som et højaktuelt spørgsmål. Ikke som nogen hypotese, ikke som noget vi aldrig skal ind i. Men jeg forbeholder mig altså retten til, at vi handler på det tidspunkt, når det har den størst mulige effekt," oplyser han i dag i Folketingets spørgetid.

"Vi betragter fremrykning af offentlige investeringer som et muligt værktøj. Det indgår som et tema også i de aktuelle infrastrukturinvesteringer. Og mon ikke, at man også vil se et konkret resultat folde sig ud der allerede inden for et døgns tid," tilføjer finansministeren.

Jespersen: Ren gift for økonomien
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) advarer mod at fremrykke offentlige investeringer netop nu, hvor vi fortsat mangler arbejdskraft:

"Man kan ikke bare hovedløst kaste sig ud i at øge de offentlige udgifter, fordi det kan blive ren gift for økonomien," siger hun.

Ritzau