Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mange tusinde medlemmer af den store LO-familie skal til at investere i aktier.
Det er en af vejene til at få øget investeringerne i danske virksomheder for på den måde at få trukket økonomien ud af den tunge vækstkrise.
Sådan lyder det i et nyt vækstudspil fra LO under overskriften »Et rigere Danmark«. I alt syv forslag er med i udspillet, der fokuserer på, hvordan danskerne kommer til at arbejde bedre og mere effektivt. Det vil sige, hvordan vi får en større fremgang i produktiviteten.
LO mener, at regeringens 2025-plan i alt for høj grad går efter at få folk til at arbejde noget mere. Det er tid til at se på andre elementer, fremhæver LO.
Et af de lidt overraskende forslag fra LO går ud på at få flere lønmodtagere til at investere i aktier. Det skal ske via en investeringskonto, hvor aktieinvesteringer bliver lavt beskattet. Ideen er at få nogle af de omkring 800 mia. kr., som i øjeblikket står passivt på danskernes bankbøger, over at arbejde aktivt i virksomhederne.
»Vi kommer med vores vækstudspil, fordi vi har brug for at få mere gang i den danske økonomi. Vi skal have øget virksomhedernes velstandsskabelse. De økonomiske vismænd er i deres seneste halvårsrapport kommet med vigtige argumenter for at tage afstand fra regeringens ønsker om skattelettelser og senere tilbagetrækning,« siger formand for LO Lizette Risgaard.
Artiklen forsætter under grafikken...
Sundere på arbejdsmarkedet
Hun henviser til, at vismændene i deres rapport med de allerede vedtagne reformer forudsiger en kraftig stigning i udbuddet af arbejdskraft i de kommende år. Det vil gøre, at der ikke bliver problemer med et permanent underskud på regeringens budget efter 2025 og flere år frem. Det som kaldes hængekøjeproblemet.
Det er ellers den væsentligste årsag til, at regeringen har fremlagt 2025-planen. Og som beskrevet i Berlingske Business har en række økonomer været ude at kritisere vismændene og fremhæve, at det er meget urealistisk, at vismændenes spådomme kommer til at holde stik.
Men LO holder fast.
»Vejen til mere fremgang i dansk økonomi er ikke at få øget arbejdsudbuddet. I stedet for at få flere ud på arbejdsmarkedet er der brug for, at vi bliver dygtigere på arbejdsmarkedet. I stedet for at vi bliver længere tid på arbejdsmarkedet, er der brug for, at vi bliver sundere på arbejdsmarkedet,« siger Lizette Risgaard:
»Vi skal investere mere i mennesker og deres behov. Vi skal have mere kvalitet pr. arbejdstime.«
Lempelig beskatning
I oplægget fra LO er mere uddannelse et afgørende punkt. LO vil blandt andet have tilbagerullet planlagte besparelser på erhvervsskolerne. Desuden er der et punkt med arbejdsmiljø, digitalisering og to tiltag målrettet små og mellemstore virksomheder.
Med investeringskontoen vil LO have, at lønmodtagere skal kunne investere op til 50.000 kr. af deres frie opsparing i aktier på den særlige konto. Aktier stående på den konto får en meget lempelig beskatning.
Ordningen skal i LOs forslag ikke gælde for personer, som på forhånd har en stor likvid formue eller mange aktier. Desuden skal den ej heller gælde for folk, som betaler topskat. Med denne afgrænsning håber LO også at skabe større lighed.
Svenskerne indførte en noget lignende konto i 2012 for at fremme aktiekulturen. Den gælder dog for alle svenskere.
»Det kan godt være, at nogen er overraskede over, at det forslag kommer fra os. Men vi er i 2016, og vi er konstruktive. Det vil vi også være fremover,« siger Lizette Risgaard, der erkender, at investeringer i aktier er en risikabel sag. Alle pengene kan gå tabt.
»Det er rigtigt, at med aktier risikerer man at tabe penge, men det er et begrænset beløb, man kan investere i aktier med kontoen. Og det er bestemt ikke noget krav, at folk skal investere i aktier. Vores medlemmer er lige som alle andre. Nogle har mod på det og lyst til det. Det, vi opfordrer til, er, at man tager stilling til, om man vil investere i en virksomhed, der er tæt på én,« siger Lizette Risgaard.
LOs vækstforslag går både på, at man via investeringskontoen skal kunne investere i medarbejderaktier og dels investere i aktier generelt.