LO: Stop nu det skattehysteri

Det grænser til det hysteriske, når Dansk Industri advarer om, at en såkaldt millionærskat truer helt almindelige lønmodtageres job. Sådan lyder reaktionen fra LO-cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen.

Foto: Henning Bagger. Helle Thorning-Schmidt vil ikke løfte sløret for, hvordan en eventuel kommende millionærskat skal skrues sammen.
Læs mere
Fold sammen
Rolig nu. Helt almindelige lønmodtagere skal ikke frygte for, at en såkaldt millionærskat sender job og specialister ud af Danmark. Tværtimod vil en millionærskat blot snuppe en del af den lempelse, som de rigeste danskere er stillet i udsigt med regeringens seneste skattereform. Det er vurderingen fra LOs cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen.

Han mener, at Dansk Industri (DI) overreagerer på TV2 Nyhedernes oplysninger om, at Socialdemokraterne og SF barsler med en såkaldt millionærskat.

"Jeg kan slet ikke genkende DIs billede af, at det vil være et stort problem for almindelige lønmodtagere, fordi vi vil miste en masse højtspecialiseret arbejdskraft. Ifølge TV2 Nyhederne lægger Socialdemokraterne og SF blot op til, at personer med meget høje indkomster ikke skal have så høj en skattelettelse, som regeringen, DF og liberal Alliance har vedtaget. Derfor synes jeg, at DIs reaktion er på grænsen til det hysteriske," siger Jan Kæraa Rasmussen.

Vil se forslaget
Ifølge TV2 Nyhederne vil de to partier foreslå, at danskere med en indkomst over én million kroner skal betale fem procent ekstra i skat af alt, hvad de tjener ud over den første million.

"Hvis man leger med på den tanke, så vil der fortsat være tale om en markant nedsættelse af skattebetalingen for dem med de højeste indkomster. I dag har de en marginalskat på 63 procent, og den har regeringen sænket med omkring 7½ procent for indkomster over 400.000 kroner. Men ændringen er ikke trådt i kraft endnu. Og ifølge TV2 oplysningerne, vil det nye skatteforslag fra S og SF betyde, at folk med en millionindkomst slipper med en marginalskat på 60 - 61 procent, hvilket stadig er mindre end i dag," siger Jan Kæraa Rasmussen.

Han mener, at det er nødvendigt at vente på det endelige skatteudspil fra Socialdemokraterne og SF, inden man begynder at gisne om konsekvenserne.

"Men det er under alle omstændigheder misforstået at tro, at den øverste marginalskat afgør,om en IT-ingeniør fra Bangalore kommer til Danmark. Det er den samlede pakke der er relevant. Det vil sige skattetrykket, de offentlige servicetilbud og prisen for at ens børn kan komme i daginstitution," siger Jan Kæraa Rasmussen.