LO kræver pakke til de ledige

Den stigende ledighed kalder på en opkvalificeringspakke til de ledige, mener LO. Formand Harald Børsting vil både sætte ind med uddannelse og arbejdsfordeling.

Læs mere
Fold sammen
Politikerne må ikke sidde på hænderne og vente på, at ledigheden kommer op på den forkerte side af 100.000.

Sådan lyder opsangen fra LO-formand Harald Børsting, der nu er klar med fagbevægelsens bud på en opkvalificeringspakke. Hensigten er at hjælpe lønmodtagerne med at bevare deres job under den økonomiske krise og hjælpe de ledige videre til et nyt.

»Vi risikerer at miste de positive gevinster, som er opnået i de senere år, hvor nogle af de svagere grupper er kommet ind på arbejdsmarkedet. Derfor er det afgørende med en opkvalificeringspakke, som kan modvirke den stigende ledighed.

Mere fleksibilitet
Jeg ved godt, at der er forskellige tolerancetærskler for, hvor høj ledigheden må være, men i fagbevægelsen finder vi ikke en ledighed på 100.000 til 120.000 acceptabel,« siger LO-formand Harald Børsting.

Han henviser til forudsigelserne, om at ledigheden vil være fordoblet ved udgangen af 2009.

LOs opkvalificeringspakke består af ti forslag. Et af de vigtigste er ønsket om mere fleksible regler for arbejdsfordeling på virksomheder med midlertidig ordrenedgang.

»Det tyder på, at der er et behov for, at reglerne om arbejdsfordeling kan bruges i mere end de nuværende 13 uger. Samtidig skal vi beskytte lønmodtagere, som kommer med i sådan en ordning. Det er urimeligt, at deres forbrug af dagpenge tæller med i regnskabet for, hvor lang tid de må få supplerende dagpenge. Nogle gange ender det alligevel med, at de bliver ledige,« siger Harald Børsting og henviser til 30-ugers reglen for supplerende dagpenge.

Først i køen
LO ønsker særlig fokus på de ufaglærte. Helt konkret bør alle uuddannede og kortuddannede udstyres med retten til at få foretaget en kompetenceafklaring inden 3. måneders sammenhængende ledighed.

»Al erfaring viser, at det er de kortuddannede, der ryger først ud og kommer sidst ind på arbejdsmarkedet igen, når ledigheden stiger. Derfor er det helt indlysende at fokusere på dem i den nuværende økonomiske krise. Det er vigtigt med en hurtig kompetenceafklaring, så vi kan få styrket opkvalificeringen af de ledige. Men vi skal også have fjernet de begrænsninger, der er på brugen af uddannelsesaktivering,« siger Harald Børsting.

LO er desuden varm fortaler for opkvalificeringsjob til mennesker, der er ramt af mere end tre måneders ledighed.