Ljungman bragt i fedtefadet af Bagger

Stein Baggers svenske forbindelse, Mikael Ljungman, risikerer en hård straf for sin rolle i IT Factory-skandalen. Ljungman har måske medvirket til svindel for over 400 mio. kr., fremgår det af dommen mod Bagger.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Svenskeren Per Mikael Ljungman risikerer minimum fire års fængsel for sin rolle i årtiets svindelsag. Men Baggers svenske kumpan kan også risikere en lige så hård straf som Bagger, der blev sendt syv år bag tremmer.

Svenskeren har hidtil nægtet ethvert kendskab til svindelnummeret i IT Factory, og i dag får han for første gang selv mulighed for at forklare sin rolle i fupnummeret overfor en dansk dommer.

Men dommen mod Stein Bagger taler sig eget klare sprog. Bagger blev dømt for i alt 61 forhold af bedrageri og dokumentfalsk af grov karakter. I ni af forholdene er det sket i forening med Mikael Ljungman, og selvom svenskeren kun har medvirket til et begrænset antal af forholdene, så er det ni tunge forhold. I alt har de ni forhold af svindel givet et tab på 435 millioner kroner.

Mikael Ljungman kan således på grund af det store beløb se frem til en hård straf, hvis han findes skyldig.

»Når der er tale om mange hundrede millioner kroner, så snakker vi altså om mange års fængsel. Hvis han kun bliver dømt som medgerningsmand, så risikerer han fire til fem års fængsel. Men hvis det kan bevises, at han har været lige så aktiv som Bagger, så snakker vi seks til syv års fængsel,« påpeger professor Morten Samuelsson fra Copenhagen Business School.

Han peger på, at hvis Ljungman kun var underordnet og assisterende, så skal han have en mindre straf end hovedmanden, Bagger. Det er dog stadig meget store beløb, så selv som underordnet kumpan risikerer han tre til fire år og måske mere. Hvis Ljungman tiltales for næsten lige så store beløb og lige så mange forhold som Bagger – og hvis han bedømmes at have været lige så toneangivende som Bagger – så risikerer han en straf på linje med Baggers.

»Noget tyder på, at han var ligeså involveret i svindlen som Bagger, men vi har jo endnu til gode at høre Ljungmans egen forklaring. Indtil videre er det jo bare Bagger, der har udpeget Ljungman. Måske giver Ljungmans forklaring et helt andet billede af sagen,« tilføjer Morten Samuelsson.

Der er dog mange usikkerhedsmomenter i forhold til den kommende sag mod Mikael Ljungman. Først og fremmest har svenskeren indtil videre ikke udvist den store samarbejdsvilje i forhold til Bagmandspolitiet. Derfor skal anklager Per Justesen bevise, at Ljungman har gjort noget galt. Det står i skarp kontrast til Stein Bagger, der tilstod alt og hjalp Bagmandspolitiet.

Samtidig valgte Per Justesen højst opsigtsvækkende at bruge en særlig skærpende paragraf mod Bagger. Det er usandsynligt, at den samme paragraf kan bruges i sagen mod Ljungman.

Der er derfor en lang række usikkerhedsmomenter i forhold til den kommende sag mod svenskeren. Men sagen kan samtidig betyde, at offentligheden får et dybere – og måske anderledes blik – på hele fupnummeret. Da det næppe bliver en tilståelsessag, skal anklageren møjsommeligt ved hjælp af vidner, dokumenter og andet bevise, at Ljungman rent faktisk har været en hovedkraft i svindlen.

At Mikael Ljungman har spillet en rolle i det gigantiske fupnummer i IT Factory er hævet over enhver tvivl. Det store spørgsmål er hvilken rolle. Stein Bagger selv har på enhver måde prøvet at kaste mistanken videre på Mikael Ljungman, og under retssagen i juni belastede Bagger Ljungman med et klart vidneudsagn i retten i Lyngby.

»Det her er åbenlys svindel, og det er vi begge klar over,« lød det således fra Stein Bagger om samarbejdet med Mikael Ljungman.

Men det kan vise sig, at Baggers krystalklare vidneudsagn ikke kan bruges i den kommende sag mod Ljungman .

Det skyldes, at Bagger har fået en strafnedsættelse på grund af samarbejde med politiet og viljen til at udpege medskyldige. Derfor er det oplagt, at Ljungmans forsvarer, Ebbe Mogensen, i den kommende sag mod svenskeren vil anbefale, at Baggers forklaring ikke tages med.

Præcis hvordan Mikael Ljungman stiller sig til anklagerne er uvist, men i dag får han for første gang selv mulighed for at forklare sig.







Fakta: MERE OM BAGGER OG IT FACTORY



Business.dk/itfactory Læs samlingen af artikler om Stein Bagger og IT Factory - fra de første afsløringer til dom.



Læs også Dorthe Tofts blog »Mikael Ljungmans afslørende løgne« på business.dk