Mange danskere vil få sig et lille chok, når de tirsdag eller onsdag åbner deres lønseddel.

Her kan man nemlig for første gang se, hvad det konkret vil få af betydning, når den samlede boligskat hver måned trækkes fra lønnen.

Ejere af ejendomme vil nemlig fra 31. januar få mindre løn udbetalt, fordi grundskylden for boligen nu skal betales hver måned i stedet for som hidtil to gange om året, skriver B.T.

»Mange får et lille chok, når de ser lønsedlen. Det er ikke en ekstra skat men en ny måde at betale den på,« forklarer forbrugerøkonom Ida Moesby fra Nordea til nyhedsmediet.

På lønsedlen vil skattefradraget nu være lavere end tidligere.

Ida Moesbys råd er at logge ind på skat.dk med MitID, vælge forskudsopgørelsen og så finde punktet »Specifikation af ejendomsskat«. 

Her står den årlige grundskyldsbetaling, som så skal divideres med de 12 måneder (eller med 24, hvis der er to ejere, for grundskylden deles midtover ved to ejere, uanset hvad de tjener).

Årsagen til ændringen er, at betalingen af grundskylden fra 2024 flytter fra kommunen til staten.