Ledighed blandt unge eksploderer

Antallet af arbejdsløse unge i 3F er næsten firdoblet det seneste år, og tallet stiger fortsat, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Læs mere
Fold sammen
Midt i juni var næsten 14 procent af de 20-24-årige 3F-medlemmer uden job, mens gennemsnittet for andre aldersgrupper var 11 procent. Dermed har de 20-24-årige nu en såkaldt overledighed på 30 procent sammenlignet med alle øvrige aldersgrupper.

Og mens ledigheden blandt 3F-medlemmer fra maj til juni steg langsommere end de foregående måneder, nemlig med 3,2 procent, voksede arbejdsløsheden blandt de unge kraftigt - med hele 10,5 procent.

- I virkeligheden er det både regeringens og arbejdsgivernes egen skyld. Arbejdsgivernes, fordi de ikke tager ansvar og sikrer et tilstrækkeligt antal praktikpladser, og regeringens, fordi den ikke vil give de unge en uddannelsesgaranti i form af skolepraktikpladser nok, siger forbundssekretær i 3F Per Christensen.

Uden for statistikken er unge, der dropper ud af en ungdomsuddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads, og typisk ikke er berettiget til dagpenge. Unge, der er i aktivering efter seks måneders ledighed, er heller ikke med i tallene, og ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var der i maj 21.000 ikke-arbejdsmarkedsparate unge. De tæller heller ikke med i de officielle ledighedsstatistikker.