Der kan gå flere måneder endnu, før det lykkes for oliehandlerne at slippe lettere af med deres vare, som de mandag i en kort periode ikke alene skulle forære væk, men tillige betale penge for, at nogen ville tage imod.
Det vurderer flere olieanalytikere over for den amerikanske finansavis Wall Street Journal og nyhedsbureauet Bloomberg.
»Verden vil være overskyllet af olie i nogen tid,« siger Tai Hui, chefmarkedsstrateg for det asiatiske marked hos JPMorgan Asset Management, til Wall Street Journal.
»Den fordampning af efterspørgslen, som coronavirussen har ført med sig, vil holde oliemarkedet under pres.«
Lagrene er fyldt næsten op overalt
Olieprisen er styrtdykket, fordi der er så lille efterspørgsel. Mandag skulle oliehandlerne selv lægge ekstra penge oveni – på et tidspunkt hele 40 dollars pr. tønde olie – for at få nogen til at aftage de månedskontrakter på olieleverancer for maj, som de skulle af med på den sidste handelsdag i går. Lagrene i USA er nemlig så fyldte, at der ingen steder er at gøre af den olie, som man har lovet at aftage i den kommende tid.
Mandag var det kontrakterne for maj, men også oliekontrakterne for juni ser ud til at blive påvirket af den manglende efterspørgsel. Junikontrakterne steg dog lidt i værdi ud fra håbet om, at flere lande begynder at åbne sig igen, og at også rejseforbud kan blive mindre restriktive.
De olieeksporterende lande besluttede for nylig at skære produktionen ned med ti procent for at bringe priserne op igen. Men coronakrisen har betydet, at der bruges langt mindre olie og benzin, og der er derfor færre og færre steder at lagre den produktion, der fortsætter.