
Lav ledighed øger risikoen for konflikt
Ny i job. Ledigheden satte ny bundrekord i november sidste år med 4,0 procent. Det får økonomerne til at forudse hårde overenskomstforhandlinger og stor risiko for konflikt på arbejdsmarkedet i løbet af foråret.
Dermed forsætter ledigheden med at sætte nye bundrekorder med 109.400 personer, og umiddelbart er der ingen hindringer for, at ledigheden når ned under de fire procent i de kommende måneder, vurderer seniorøkonom hos Nordea, Anders Matzen.
Den rekordlave ledighed giver til gengæld lønmodtagerorganisationerne gode kort på hånden, når overenskomstforhandlingerne skydes i gang fredag.
- Det lave niveau for ledigheden stiller lønmodtagerorganisationerne i en stærk forhandlingsposition overfor arbejdsgiverne. Her tyder det på, at mere i løn bliver et helt centralt krav ved forhandlingerne. Men spørgsmålet er, om de store forventninger kan indfries. Risikoen for en konflikt i forbindelse med forhandlingerne er således klart større end ved forhandlingerne i 2004, siger Anders Matzen.
Trods konfliktrisikoen vurderer Anders Matzen, at det endelige resultat af forårets lønforhandlinger kun vil medføre en beskeden vækst i lønstigningen.
- Det skyldes først og fremmest, at der kun kræves forholdsvis beskedne nominelle lønstigninger for at sikre en pæn fremgang i reallønnen. ed vores forventninger om en inflation på under to procent i år, vil der let kunne opnås en fremgang i reallønnen på over to procent, hvis lønstningerne når op på fire procent, som vi forventer, siger Nordeas seniorøkonom.
Ifølge beregninger fra Dansk Arbejdsgiverforening, DA, er mere end 12.000 ledige kommet i job over de seneste tre måneder. Det svarer til 130 personer om dagen.