Lars Rohde: Fastkurspolitikken er ufravigelig

Nationalbankdirektøren er stålsat på at bevare den danske krones fastkurspolitik over for euroen.

Nationalbanken sænker renten for fjerde gang på under en måned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Der er ingen slinger i valsen fra Nationalbankdirektør Lars Rohde, når det gælder den danske fastkurspolitik over for euroen.

- Fastkurspolitikken er et ufravigelig element i dansk økonomisk politik - og har været det siden 1982. Nationalbanken har de nødvendige instrumenter til at forsvare fastkurspolitikken i så lang tid, som det måtte blive nødvendigt, siger Lars Rohde torsdag.

Den kontante udmelding kommer i forbindelse med fjerde rentesænkning på 18 dage fra Nationalbanken, som nu har en rente på 0,75 pct., når det gælder indskudsbeviser.

Nationalbanken sænkede renten mandag 19. januar oven på presset på kronen fra udlandet, og fulgte op med rentesænkninger 22. og 29. januar og altså torsdag.

Desuden besluttede Nationalbanken og Finansministeriet sidste uge at stoppe for salget af danske statsobligationer, endnu et tiltag for at forhindre kapitalindstrømning til Danmark.

Endelig brugte den danske centralbank i januar 106,3 mia. kr. på at intervenere i valutamarkedet og holde kronekursen stabil over for euro. Og den er parat til at bruge meget mere, understreger Lars Rohde.

- Der er ingen øvre grænse for størrelsen af valutareserven. I anvendelsen af instrumenterne tager Nationalbanken ene og alene hensyn til en stabil kronekurs over for euro. Danmarks Nationalbanks indtjening påvirkes positivt af stigningen i valutareserven, lyder det fra Nationalbankdirektøren.

Presset på kronen har været kraftigt stigende siden 15. januar, hvor den schweiziske nationalbank lod schweizerfranc handle frit over for euro. I jagten på "sikker havn" vendte mange investorer derefter blikket mod Danmark.

Kronen handles nogenlunde uændret i 7,4460 kr. per euro efter meddelelsen torsdag. En kort overgang var den svækket marginalt til 7,4485 kr. per euro efter meddelelsen.