Lars Løkke løfter pegefingeren: »Løsagtigheden griber om sig«

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen blander sig nu i debatten om et muligt loft over danskernes pensionsalder. Han advarer mod at sætte dansk økonomi over styr.

Arkivfoto. »Løsagtigheden griber om sig. Vi har lige fået tal på den største økonomiske tilbagegang siden indførelsen af det kvartalsvise nationalregnskab – tre gange større, end da finanskrisen var værst. Alligevel diskuteres der nu pension helt adskilt fra realiteterne,« skriver tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Coronakrisen har været hård ved dansk økonomi, så tiden er slet ikke inde til et opgør med det, der siden 2006 har været grundlaget for en langsigtet holdbarhed i dansk økonomi.

Sådan lyder advarslen fra tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forud for regeringens længe ventede forslag om ret til tidlig pension til Arne og andre nedslidte, der ventes præsenteret tirsdag.

Lars Løkke ser med stor alvor på udmeldingerne fra de Radikale og Dansk Folkeparti om at lægge et loft over danskernes pensionsalder frem for at lade denne stige i takt med danskerens stigende levealder. Det fremgår af et debatindlæg i B.T.

»Løsagtigheden griber om sig. Vi har lige fået tal på den største økonomiske tilbagegang siden indførelsen af det kvartalsvise nationalregnskab – tre gange større, end da finanskrisen var værst. Alligevel diskuteres der nu pension helt adskilt fra realiteterne,« skriver Løkke.

Han opfordrer på det kraftigste til at holde fast i fundamentet under dansk økonomi.

»Derfor bare et stilfærdigt råd: Lad nu være med at snolde mange års reformpolitik væk i et populistisk forsøg på at gøre jer salonfæhige. Hold fast i fundamentet under dansk økonomi: Velfærdsaftalens pragmatiske idé om, at vi – i takt med at vi lever længere og længere – udsætter tidspunktet for, hvornår vi overlader egen forsørgelse til fællesskabet,« skriver Løkke.

Velfærdsforliget fra 2006 indebærer, at folkepensionsalderen stiger med levealderen. Det grundprincip har skabt grundlaget for en langsigtet holdbarhed i dansk økonomi.

Også Fogh Rasmussen advarer

Også en anden tidligere borgerlig statsminister, Anders Fogh Rasmussen, advarer mod at pille ved velfærdsforliget fra 2006. Til Politiken siger Anders Fogh Rasmussen:

»Jeg anser den her debat for at være meget, meget alvorlig og et meget voldsomt angreb på dansk økonomis holdbarhed.«

Forliget er der skabt usikkerhed om med de seneste udmeldinger fra de Radikale og Dansk Folkeparti, som har foreslået, at pensionsalderen skal stoppe ved 70 år. SF og Enhedslisten bakker op om, at der bør være et loft over pensionsalderen.

Bag velfærdsforliget står Socialdemokratiet, Radikale Venstre, de Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

En lang række økonomer og tidligere vismænd har ligeledes advaret mod at fravige grundprincippet om at lade pensionsalderen stige med levealderen.

I sidste uge lancerede en række af landets mest centrale økonomer et muligt kompromisforslag i Berlingske. Det er et forslag, som på den ene side vil sikre, at pensionsalderen stiger langsommere og på en mere »fair« måde, men som på den anden side ifølge økonomerne fortsat får dansk økonomi til at hænge sammen.