Lars Larsen nægter at sælge senge på Amazon

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Jysk-ejer Lars Larsen blæser til kamp mod Amazon, som han nægter at samarbejde med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Godmorgen,

Jysk-stifter Lars Larsen har taget kampen op mod Amazon, som han nægter at samarbejde med. Mærsk-topchef Søren Skou kan fejre sin toårsdag på posten med ulmende uro i rederigiganten. Trods onsdagens hårde domme er sidste punktum langt fra sat i danmarkshistoriens største bestikkelsessag, hvor en stribe nye sager mod Atea-folk kan være på vej. Og Deutche Bank i USA er dumpet i den store årlige stresstest.

1
Dynekongen blæser til kamp mod Amazon

Jysk-koncernens ejer og bestyrelsesformand, 69-årige Lars Larsen, tror så meget på sin egen kombination af fysiske butikker og nethandel, at han nægter at sælge sine dyner og senge på internetkæmpen Amazons handelsplatform. »Vi tager kampen op mod Amazon«, siger han i et interview med Børsen.

Jysk har på forsøgsbasis prøvet at sælge varer på Amazon i Storbritannien, men det var ingen succes.

»De tager godt for sig, og det har mine små avancer det svært med. Vi kan ikke bære at give 15-20 pct. til Amazon. Det vil ødelægge vores image, hvis vi pludselig satte priserne op med 15-20 pct., så det har jeg ingen interesse i,« siger Lars Larsen til Børsen.

Han ser ingen tegn på, at Amazon eller andre skulle stjæle markedet. Men dynekongen understreger, at han tager Amazon dybt alvorligt, da Jysk-koncernen henter en pæn del af sin omsætning på nettet – i andet halvår af 2017 omkring 9 pct.

2
Mærsk-topchef kan fejre to år ved roret med en aktie i frit fald

Uroen ulmer i Mærsk, hvor topchef Søren Skou har siddet to år ved roret. Det kan han fejre med en aktie, der bliver ved med at falde, og en kurs, der ikke har ligget lavere siden sommeren 2016. Nu begynder investorerne for alvor at efterlyse resultater, skriver Berlingske.

Indtil videre har 2018 langt fra udviklet sig som planlagt i A.P. Møller - Mærsk. Udfordringerne er væltet ned over virksomheden, og bekymringerne blandt de magtfulde investorer stiger. Berlingske har talt med flere af dem, og de er langtfra imponerede over den udvikling, som i øjeblikket udspiller sig i den store danske virksomhed.

Mærsk var gennem et 2017, hvor blandt andet et stort hackerangreb lagde koncernens containerrederi Maersk Line ned. Men 2018 har ikke været meget bedre. I februar skuffede ledelsen med en svag præsentation på den store kapitalmarkedsdag, og det i en sådan grad at aktiekursen de efterfølgende dage faldt med ti pct.

Herefter fulgte en generalforsamling, hvor formand Jim Snabe Hagemann mest talte i abstrakte termer og højst udsædvanligt overlod en del af dagen til topchef Søren Skou. Det er aldrig tidligere i Mærsks historie sket, at en formand har ladet den administrerende direktør tage over. Men selv om investorerne generelt er enige i meget i den nye strategi, undrede Snabes mange ukonkrete udmeldinger investorerne.

3
Flere straffesager kan være på vej mod Atea-folk

Onsdag blev otte tidligere chefer fra it-koncernen Atea og Region Sjælland idømt fængsel ved Retten i Glostrup i danmarkshistoriens største sag om bestikkelse. Nu kan nye straffesager meget snart blive rejst mod flere Atea-chefer, skriver Finans.

Specialanklager ved bagmandspolitiet Jørn Thostrup har oplyst, at seks salgschefer og en direktør fra Atea fortsat sigtet for bestikkelse. Derfor er man i gang med at vurdere, om der skal rejses tiltale. Det er uklart, om de syv personer fortsat er ansat i Atea. Jørn Thostrup vil ikke identificere dem, og det er ikke lykkedes Finans at få en kommentar fra Atea.

Hele bestikkelsessagen begyndte at rulle, da Region Sjælland meldte sagen til politiet i sommeren 2015. Under efterforskningen blev den udvidet, fordi bagmandspolitiet opdagede, at også ansatte i andre offentlige institutioner og virksomheder såsom Udenrigsministeriet, DSB og Københavns Kommune havde modtaget bestikkelse - som regel i form af gratis it-udstyr eller udstyr med store rabatter.

14 af disse sager er afgjort med endelig dom, og ifølge Jørn Thostrup er kun én blevet frifundet. Fælles for dem alle er, at de offentligt ansatte blev dømt eller tiltalt for at have modtaget bestikkelse.

4
Deutsche Banks amerikanske datter dumper stresstest

Torsdag dumpede den tyske storbank Deutsche Banks amerikanske datterselskab i anden og sidste del af den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, årlige stresstest af de største banker i USA, skriver BBC.

Formålet med stresstesten er at vurdere, hvor godt den finansielle sektor er rustet til at modstå en ny finanskrise. Og her levede den amerikanske del af Deutche Bank altså ikke op til en række »kvalitative krav«. Ifølge undersøgelsen har Federal Reserve fundet »udbredte og kritiske mangler på tværs af virksomhedens praksis for kapitalplanlægning«.

»Sammenholdt skaber disse svagheder bekymring for Deutche Bank i USA's evne til effektivt at fastslå sine kapitalbehov ude i fremtiden,« skriver Federal Reserve ifølge Ritzau Finans i sin rapport.

Det skal investorerne holde øje med

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen peger her på tre ting, man bør holde øje med på markederne i dag:

  • Tyske arbejdsmarkedstal og detailsalg, amerikanske tal for privatforbrug samt regionale tillidsindikatorer for Chicago og Michigan giver fredagens makronyheder.
  • Det er halvårets sidste handelsdag. Ambu placerer sig med 88 procent i C25 toppen, mens Pandora i den modsatte ende har skåret en tredjedel af investorernes værdier. De seneste dage har der været en klar tendens til dansk »portefølje rensning«, således at de selskaber, som har givet skuffende afkast, er blevet solgt ud af porteføljerne. Er der flere kursklø til bl.a. Pandora og A.P. Møller-Mærsk?
  • I Asien er der generelt en bedre aktiestemning, end der har været de seneste dage. Er frygten for flere handelsuoverensstemmelser mellem USA og Kina kulmineret?

Det sker på markederne

De asiatiske aktiemarkeder stiger fredag i kølvandet af torsdagens positive vending på Wall Street.

  • Nikkei 225: +0,1 pct.
  • China Shanghai Composite: +1,2 pct.
  • Sydkoreas Kospi: +0,4 pct.
  • Hongkongs Hang Seng: +1,1 pct.