Coronakrisen har ramt den kinesiske økonomi hårdt. I årets første kvartal skrumpede økonomien med 6,8 procent i forhold til samme periode sidste år, og mange virksomheder har oplevet et styrtdyk i salget.
Men efter et par hårde måneder er situationen i Kina begyndt at lysne lidt. Coronavirussen er kommet så meget under kontrol, at de kinesiske fabrikker igen spytter varer ud i hastig fart. Storcentre har atter slået dørene op, og restauranter kan igen invitere kunder inden for til pekingand, dumplings og andre kinesiske fristelser.