LA og K kræver skattelettelser for over 13 milliarder

De to borgerlige partier lægger op til et "højere ambitionsniveau" på skattepolitikken end Venstre.

Foto: Liselotte Sabroe

Der skal afsættes flere penge til skattelettelser end de 13 milliarder kroner, som Venstre afsatte til formålet i sin økonomiske 2025-plan.

Sådan lyder kravet ifølge Børsen fra både Liberal Alliance og De Konservative.

De to partier møder for femte dag i streg op til regeringsforhandlinger på Marienborg.

»Vi går ind til de her forhandlinger med en klar målsætning om, at væksten og velstanden skal være højere end det, statsministeren selv har lagt op til i 2025-planen og i det nuværende regeringsgrundlag.«

»Derudover vil vi have afsat flere penge til skattelettelser end de 13 milliarder kroner, der er afsat i 2025-planen,« siger skatteordfører Joachim B. Olsen (LA) til Børsen.

De Konservatives finansordfører, Brian Mikkelsen, er enig i, at ambitionsniveauet skal hæves.

»Vi har højere ambitioner. Derfor går vi også efter flere reformer og et større velstandsmål. For der er brug for bedre vilkår for erhvervslivet,« siger han til Børsen.

Ingen af de to partier vil dog sætte et mere konkret tal på, hvor mange penge der skal afsættes til skattelettelser i det nye regeringsgrundlag.

Venstre, Liberal Alliance og De Konservative fortsætter ved middagstid forhandlingerne om en mulig ny trekløverregering.