Kvartalsrapport: Væksten i Euroland udjævnes

Eurolandene har håndteret subprimekrisen så godt som muligt, men Europa er langt fra ude over problemerne. Væksten vil flade ud ifølge kvartalsrapport.

Advarselslamperne blinker i Eurozonen ifølge en kvartalsrapport om de 13 landes økonomi. Væksten ventes at "udjævne sig" i de næste kvartaler, hedder det sig i en rapport fra EU-Kommissionen, som blev offentliggjort tirsdag.

- Strammere finansforhold, mindsket tillid i kølvandet på uroen på finansmarkederne, og stigende inflation... vil påvirke væksten i de næste par kvartaler, står der.

Rapporten noterer sig dog også en "robust vækst i jobskabelsen" og "rekordhøje overskud i den ikke-finansielle erhvervssektor". Endelig roses den makroøkonomiske politik for at have tacklet den seneste uro.

I tredje kvartal steg væksten i eurolandene med 0,7 procent, hvilket stort set svarer til det, som EU-Kommissionen forventede i sine efterårsforudsigelser.

/ritzau/