Kvælende regulering, konkurskarantæne og jubel i Pandora

Foto: Søren Bidstrup. Jesper Berg, ny chef for Finanstilsynet
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Den nytiltrådte direktør for Finanstilsynet, Jesper Berg, advarer om, at den skrappe regulering af bankerne efter finanskrisen kan hæmme væksten i samfundet. »Reguleringen kostede vækst, og det skal vi se på nu,« siger han.

Der er dog stadig kampe i kølvandet på finanskrisen. En lang række bankkunder forsøger at få rettens ord for, at bankerne aldrig skulle have solgt dem de swap-aftaler, som nu har ruineret en masse mennesker. Men bankernes strategi i retsalene betyder, at der går mange år, før sagerne når en afgørelse i retten.

Afrika er for alvor ved at omstille sig i en erhvervsvenlig retning, men den stigende vækst på kontinentet går uden om danske virksomheder. Dansk salgschef opfordrer erhvervslivet til bare at pakke taskerne og komme af sted.

Den tidligere ledelse i den konkursramte koncern OW Bunker med bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen i spidsen risikerer ikke kun sagsanlæg, som samlet kan løbe op i mange hundrede millioner kroner – de risikerer også at miste deres ledelsesposter i dansk erhvervsliv. Direktion og bestyrelse kan nemlig ifølge nye regler også blive idømt konkurskarantæne.

En af Danmarks hurtigst voksende børsnoterede virksomheder, Pandora, fortsætter striben af rekordregnskaber med en omsætningsvækst på 37,5 procent i tredje kvartal. På hovedkontoret i Glostrup er topchef Anders Colding Friis »overordentlig tilfreds« med at kunne præsentere en omsætning i kvartalet på 3,9 mia. kroner.

I dag kommer Carlsberg B A/S med regnskab for 3. kvartal. Læs om flere af dagens begivenheder.

Med ønsket om en god dag

Morten Thorbrorg Jasper

Jourhavende, Business.dk