Kunderne får endnu længere til en Danske Bank-kasse

Det vil fremover kun være muligt at ordne basale Danske Bank-forretninger på 180 posthuse mod 600 i dag, fremgår det af ny aftale mellem Post Danmark og Danske Bank.

Pensionister, erhvervsdrivende, synshæmmede og andre med behov for at ordne deres pengesager på gammeldags manér skal nu rejse endnu længere, hvis de er Danske Bank-kunder. Det skyldes en ny aftale mellem Danske Bank og Post Danmark, som netop er faldet på plads.

Det har af historiske årsager været muligt at ordne sine basale Danske Bank-forretninger på landets 600 posthuse, men det antal bliver nu reduceret kraftigt:

»Aftalen indebærer, at antallet af posthuse med mulighed for at ordne bankforretninger falder fra ca. 600 til ca. 180 i de kommende år. Vi forventer at være repræsenteret i de 200 største byer,« siger chef for privatkunder hos Post Danmark, Eva Malene Hartmann.

Hun forsikrer dog om, at Post Danmark ikke samtidig vil reducere antallet af posthuse tilsvarende. Antallet af steder med mulighed for pakkebetjening vil derimod stige fra 600 i dag til flere end 700 steder landet over.

»Vi kommer ikke til at lukke posthuse. Vi vil derimod være mindst lige så stærkt repræsenteret, som vi er i dag. Det her er en aftale, vi har indgået sammen med Danske Bank. Den gør, at banken stadig vil være tilgængelig med kassebetjening ude i det danske landskab.«

Danske Bank reducerede 9. januar antallet af kassebetjeninger i filialerne dramatisk med 131, så der i dag kun er mulighed at ordne fysiske pengesager i bare 55 Danske Bank filialer. Da Danske Bank annoncerede lukningerne udløste det voldsom kritik fra både bankkunder, politikere og organisationer for svagtseende, ældre, handikappede og udviklingshæmmede. Men nu forlænges aftalen mellem parterne med yderligere to år. Det betyder, at det frem til udgangen af 2015 fortsat vil være muligt at betale indbetalingskort og hæve og indsætte kontanter på Danske Bank-konti hos et udvalg af Post Danmarks salgssteder.

Politisk pres virkede

En af de største kritikere af Danske Banks nye politik med dårligere vilkår for de svage og mindste kunder – både i form af abonnementsbetalinger og lukning af kasser – er socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht. Han er tilfreds med, at Danske Bank alligevel valgte at indgå en aftale med Post Danmark:

»Jeg er glad for, at det efter politisk pres lykkedes at få forlænget den aftale.«

I Danske Bank lyder meldingen, at man også er glade for den nye aftale, og at man fortsat kan prale med den største kassedækning blandt banker i Danmark:

»Med aftalen fastholder vi positionen som Danmarks ubetingede mest tilgængelige bank. Vores kunder benytter sig i forvejen i stigende grad af bankens digitale løsninger til at ordne de mest almindelige bankforretninger. Nogle kunder er dog mere trygge ved den personlige betjening ved kassen, og derfor er jeg glad for, at vi er blevet enige med Post Danmark om en forlængelse af samarbejdet, så vi fortsat kan møde alle kunders behov,« siger Jan Svarre, der er chef for Personal Banking Danmark i Danske Bank.