Et flertal uden om regeringen presser i øjeblikket på for at få de dynamiske effekter af offentligt forbrug indarbejdet i Finansministeriets regnemaskiner. Samtidig opfordrer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og flere uafhængige økonomer regeringen til at sikre, at Finansministeriets regneprincipper og økonomiske modeller bliver justeret.
Men Finansministeriets regnemodeller bør overlades til fagfolk, mener finansminister Kristian Jensen (V), der advarer mod at politisere regnemetoderne. Finansministeren mener ikke, at der i øjeblikket er tilstrækkeligt fagligt belæg for at medregne dynamiske effekter af det offentlige forbrug i de mellemfristede fremskrivninger.
»Jeg er på ingen måder afvisende over for at indregne dynamiske effekter, hvis der er nogle. Men man skal huske to ting: Det ene er, at der ikke er nogen, der i øjeblikket har noget overblik over eller nogen sikker faglig viden om, hvad de dynamiske effekter i givet fald er af offentligt forbrug. Og hvis vi finder ud af det, er der ikke nogen garanti for, at de er positive,« siger Kristian Jensen.
Striden handler om, at Finansministeriet i dag kun beregner dynamiske effekter, når der ændres i skattepolitikken og overførselssystemet. Når det gælder det offentlige forbrug – herunder investeringer i motorveje, børnepasning eller forskning– beregner man ikke effekten på arbejdsudbuddet.
Kristian Jensen kalder det et »smart træk«, at oppositionen stiller det op, som om Finansministeriet enten bør medregne alle dynamiske effekter eller ingen dynamiske effekter.
»Det her er for mig at se et træk fra deres side om at få diskussionen til at være bredere og fjerne fokus fra det arbejdskraftudbud, vi egentlig mangler, og at vi burde få gjort noget ved vores skattesystem og vores arbejdsmarkedspolitik, hvor der er for mange, der stadigvæk er på offentlig forsørgelse, og som med den rigtige tilgang til det kunne have været i beskæftigelse,« siger Kristian Jensen.
Vil du arbejde for at sikre, at der kommer mere empiri på området?
»Det er sådan, at Finansministeriet ikke har kapacitet eller økonomi til at forestå den slags analyser selv. Der er vi meget afhængige af, hvad der bliver gennemført af analyser i sektorforskningsinstitutioner, universiteter eller internationale videnskabelige værker. I det omfang, der kommer tilstrækkelig empirisk viden på området, inkluderer vi det selvfølgelig også,« siger Kristian Jensen, der ikke ser en reel politisk uenighed mellem oppositionen og regeringen.
»Jeg ved godt, at oppositionen forsøger at tegne det op til at være en politisk uenighed. Jeg er enig med dem i, at der er dynamiske effekter. Vi har empiri på skatteområdet for, hvordan de dynamiske effekter forekommer, men vi har ikke empiri på, hvordan offentligt forbrug påvirker. I det omfang, der kommer empiri på området, synes jeg, det skal medregnes.
Men man kunne vel tage det med i finanslovsforhandlingerne eller i forbindelse med udmøntning af forskningsmidler. Man kunne også nedsætte en arbejdsgruppe, hvis man gerne vil have mere empiri på området?
»Jamen, der er jo masser af ting, der kan gøres. Man skal så også bare acceptere, at man så er nødt til at anerkende, at det tager noget tid at samle den her empiri ind og bearbejde materialet, og at man ikke kan begynde politisk at kræve, at noget regnes ind, før man har empirien til det bagefter. Og det, jeg frygter, er, at venstrefløjen her forsøger at presse en bestemt beregning igennem, uden at de har et fagligt grundlag for det.
Og så er det så, at jeg spørger, om regeringen i finansloven – ikke Finansministeriet – men regeringen – vil arbejde for at afsætte flere penge til forskning på det her område?
»Vi har en forskningspolitik, der går ud på, at vi i forligskredsen diskuterer, hvad det er, vi skal prioritere ud af den forskningsreserve, der måtte være. Det vender vi tilbage til, når vi kommer til finansloven,« siger finansministeren.