Krisestemning efter jubelår i vikarbranchen

Efter en række festår i vikarbranchen melder tømmermændene sig. 200 virksomheder er forsvundet i 2008.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter en række jubelår med vækstrater på op mod 40 procent årligt har krisestemningen nu indfundet sig i vikar- og rekrutteringsbranchen. 200 virksomheder er forsvundet i 2008, heraf er knap en fjerdedel gået konkurs. Og konsolideringen ventes at fortsætte blandt de godt 1.000 vikar- og rekrutteringsbureauer, som stadig er i live.

- Vikarbureauerne er nødt til at planlægge konservativt. Det betyder, at mange tilpasser organisationen for eksempel ved at lukke afdelinger, droppe geografiske områder og specialisere sig inden for særlige sektorer, indtil der kommer mere ro på arbejdsmarkedet. Nogle vikarfirmaer er lukket, men vi taler altså ikke om massedød. Vikarmarkedet er stadig på et historisk højt niveau, siger chefkonsulent Jakob Tietge fra brancheorganisationen Dansk Erhverv, der repræsenterer en stor del af landets vikarbureauer.

Vikarbranchen har ellers været flyvende under de seneste års opsving, hvor danske virksomheder har opdaget fordelene ved fleksibel arbejdskraft. I perioden 2001 til 2007 er antallet af vikarbureauer næsten tredoblet fra 646 i 2001 til 1.267 ved udgangen af 2007. I samme periode er omsætningen mere end tredoblet fra 3,5 til 10,8 mia. kr.

Men den udvikling har finanskrisen sat en brat stopper for. Allerede i første halvår sidste år bremsede væksten i brugen af vikarer op.

Hvor vikarbureauerne kunne melde om en omsætningsvækst på 40 procent i første halvår 2006 og 2007, måtte de nøjes med 15,5 procent i første halvår 2008. Og herefter er det kun gået ned ad bakke. I juli, hvor brugen af sommerferievikarer topper, faldt omsætningen med fire procent i forhold til rekordåret 2007. I november faldt omsætningen med 20 procent. Tallene for december mangler endnu, men Dansk Erhverv frygter også her en tilbagegang på op mod 20 procent. Samlet set ventes nulvækst i år.

Vikarfirmaer tilpasser sig

Lukninger på stribeSelv om der ifølge Dansk Erhverv ikke er tale om massedød, så lukker vikarbureauer på stribe. Ved udgangen af 2008 var der ifølge Danmarks Statistik 201 færre vikar- bureauer end ved udgangen af 2007. Og ifølge analyse- bureauet Experian er antallet af konkurser blandt vikarbureauer næsten fordoblet inden for de seneste 12 måneder fra 15 til 45 konkurser. Det svarer til, at knap hver fjerde af de forsvundne vikarfirmaer er gået konkurs.

Blandt de tilbageværende 1.066 vikarbureauer er flere under rekonstruktion, mens andre omstrukturerer og tilpasser sig de nye tider. Det gælder også landets største vikarbureau Adecco, som har valgt at samle kræfterne i en række større afdelinger.

Adm. direktør Gitte Elling håber, at krisen kan vendes til noget positivt.

- Vores kunder har skåret medarbejderstaben helt ind til benet, og det går selvfølgelig først ud over vikarerne. Nu forholder alle sig afventende, men min vurdering er, at nogen har skåret for meget ned, og derfor bliver nødt til at hyre flere medarbejdere i løbet af forholdsvis kort tid, siger Gitte Elling.

Samtidig håber hun, at den konsolidering, som branchen nu er tvunget ud i, vil rydde kraftigt op i den store underskov af mere eller mindre seriøse vikarbureauer, som er skudt op i kølvandet på de seneste års kraftige vækst. De mange små vikarbureauer har nemlig presset prisen på vikarydelser kraftigt ned, ligesom en række vikarbureauer ikke har overholdt regler og god skik i branchen.

- Det har været skadeligt for hele branchen. Jeg håber, at den konsolidering, vi nu kommer igennem, vil rette op på det, siger Gitte Elling.

Vikarfirmaer tilpasser sig