Der er noget forudsigeligt over den månedlige jobrapport fra USA. Den vigtigste temperaturmåling for amerikansk økonomi – kongetallet – har i hele 2022 overrasket analytikere og de finansielle markeder.

I stedet for kollaps, recession og massearbejdsløshed har amerikansk økonomi måned for måned skabt hundredtusindvis af nye job. Sådan var det også i december, hvor der kom 220.000 nye job til i den private sektor, mens arbejdsløsheden faldt til 3,5 procent og dermed det laveste siden sommeren 1969.