Konservative vil lempe reglerne for indvandring

Partitoppen var hurtigt ude med brandslukkeren, da otte unge Venstre-folk luftede ideen om at øge indvandringen til Danmark. Men forslaget om at lempe adgangen til det danske arbejdsmarked får til gengæld en varm modtagelse hos den konservative regeringspartner.

»Vi bliver nødt til at give plads til de mennesker, der kan komme ind og udfylde et arbejde i Danmark og som kan klare sig selv,« siger skatteordfører og medlem af Arbejdsmarkedsudvalget Jakob Axel Nielsen til Information.

Han peger på, at Danmark hvert år siger nej til ordrer på mellem 26 og 28 milliarder kroner som følge af mangel på arbejdskraft.

Gruppen af unge venstrefolk vil sænke den årlige indtægtsgrænse for jobkort og green card fra de nuværende 450.000 til 300.000 kroner, og den konservative ordfører medgiver, at der er grund til at gå adgangskravene efter i sømmene.

»Vi skal have en mere liberal ordning, der tager højde for folk, der kan komme ind og tjene deres penge her,« siger Jakob Axel Nielsen til Information.

Mens DF afviser forslaget, lægger den konservative melding kim til intern uenighed i regeringen. For også Venstres politiske ordfører skyder forslaget fra sine partifæller ned.

Troels Lund Poulsen peger på, at man netop har tilføjet en række job til den såkaldte positivliste, der giver adgang til det danske arbejdsmarked.

»Venstre støtter ikke fri indvandring. Det vil medføre en massiv tilstrømning af folk, som vil bosætte sig i Danmark, men måske ikke kan bidrage til det danske samfund,« siger han.

Men der er ikke tale om fri indvandring, påpeger en af forslagsstillerne, Venstres folketingsmedlem Ellen Trane Nørby. Hun understreger, at man vil udvide en eksisterende ordning.

»Vi ønsker en intelligent indvandring, for der er behov for dygtige hoveder og hænder. Derfor er vi glade for den konservative opbakning,« fastslår Ellen Trane Nørby og tilføjer:

»Vi får ikke en massiv indvandring ved at tage ved lære af et system, man har i både USA og Canada. Og der er ikke nødvendigvis tale om at give folk ophold for tid og evighed. Vi skal ikke gentage 1960ernes indvandring.«

Samme melding kommer fra den konservative skatteordfører.

»Vi kan ikke både holde indvandrerne ude og samtidig sige, at alting skal klares her i Danmark. Hvis ikke vi skaber forudsætningerne for dansk erhvervsliv, spænder vi ben for os selv og for velfærden. Vi skal være mere fleksible, og fordi folk får ret til at arbejde i Danmark, er det ikke ensbetydende med, at de får en varig opholdstilladelse,« understreger Jakob Axel Nielsen.

DFs næstformand Peter Skaarup mener, at de unge V-folk sender 'et helt forkert signal'.

»Venstrefolkene forestiller sig, at der er et problem, men det er der faktisk ikke,« siger han om adgangen til det danske arbejdsmarked.

Men den udlægning deles ikke af Dansk Industri, som er begejstret for tanken om at lempe adgangen til Danmark.

»Der er kun et at sige: Det er en god ide,« siger ITEK-direktør, Tom Togsverd. Han påpeger, at det er nødvendigt at sænke indtægtsgrænsen, hvis Danmark skal tiltrække den fornødne arbejdskraft.

»Og en grænse på 300.000 kroner er fortsat et lønniveau, hvor vi taler om kvalificerede medarbejdere,« siger Tom Togsverd.

DI-direktøren har ikke meget til overs for argumentet om, at en lempelse vil medføre, at folk vil strømme til landet. Han henviser til en undersøgelse, som organisationen fik lavet op til Polens EU-medlemsskab, som viste, at næsten ingen polske ingeniører var motiverede for at tage til Danmark for at arbejde.

»De står ikke i kø, men vi skal ud med lys og lygte og finde dem. Så i forhold til risikoen for, at vi bliver oversvømmet, melder vi hus forbi,« siger Tom Togsverd.

Hos de radikale er næstformand Morten Østergaard til gengæld fuld af ros til de unge V-politikeres ønske om at sænke indkomstgrænsen. Det er nemlig en kopi af et radikalt forslag fra sidste år, som R nu vil genfremsætte for at »give fremsynede venstrefolk mulighed for at tilkendegive deres holdning i Folketinget«. Til gengæld er Morten Østergaard forundret over den hurtige afvisning fra V-toppen, idet han peger på, at statsministeren selv har talt om at udvide jobkortordningen.

»Det virker som om, der ikke er plads til at sige, hvad man mener i Venstre. Det kan godt være, at det skyldes hensynet til DF, men det hensyn agter vi ikke at tage,« siger R-næstformanden.

Men hensynet til Dansk Folkeparti kommer man ifølge den konservative integrationsordfører ikke uden om. Imens Henriette Kjær medgiver, at K gerne så reglerne lempet, så kalder hun diskussionen for en skindebat.

»Dette er jo ikke et forslag fra Venstre, men fra en række privatister. Vi har et forlig med DF, og så længe Venstre ikke vil rykke sig, er der ikke noget at diskutere. Nu skal vi først og fremmest gøre os umage med at aktivere vores arbejdsløse indvandrere,« siger ordføreren. Kilde: Information