Konservative vil have erhvervslivets stemme tilbage i København

Dialogen mellem københavnske politikere og erhvervslivet halter. De Konservatives spidskandidat, Rasmus Jarlov, vil nedbringe bureaukrati og give erhvervslivet mere at skulle have sagt.

Foto: Liselotte Sabroe. De Konservatives spidskandidat, Rasmus Jarlov, vil nedbringe bureaukrati og give erhvervslivet mere at skulle have sagt
Læs mere
Fold sammen

Københavnske lokalpolitikere skal tage ved lære af Oslo og Stockholm – to byer der med pæne væksttal har overhalet København i kapløbet om at være Skandinaviens hovedstad.

I hvert fald hvis man spørger Københavns konservative spidskandidat Rasmus Jarlov.

Med Oslo og Stockholm som forbillede præsenterer Rasmus Jarlov sit vækstudspil for København, der tager udgangspunkt i en tættere dialog mellem Borgerrepræsentationen og erhvervslivet samt at lette kommunens bureaukrati til gavn for hovedstadens virksomheder.

Erhvervslivets interesser er underprioriteret til fordel for emner som hash og Distortion, mener han.

»Erhvervslivet ignoreres i København. Det interesserer ikke Borgerrepræsentationen. Det er nok ikke bevidst, men der er for få kandidater til Borgerrepræsentationen med en baggrund i det private erhvervsliv, og det har indflydelse på, hvad der diskuteres og prioriteres,« lyder opsangen fra Rasmus Jarlov.

Overborgmester Frank Jensens (S) København har fået negative ord med på vejen i blandt andet DIs erhvervsklimaundersøgelse, og det hænger ifølge spidskandidat Jarlov sammen med, at der ikke bliver lyttet nok til virksomhederne i de lokalpolitiske beslutninger.

Rasmus Jarlovs erhvervsudspil omfatter en række tiltag, der ifølge Jarlov skal gavne netop den sag.

Erhvervslivet skal høres inden kommunale beslutninger, der skal oprettes et kommunalt vækstorgan bestående af økonomer og repræsentanter for erhvervslivet, der må ikke indføres flere regler for erhvervslivet, end der afskaffes, og Borgerrepræsentationen skal på studietur til Stockholm for at lære om den svenske hovedstads måde at fremme sit erhvervsliv på, lyder nogle af forslagene.

Tæt samarbejde i Stockholm

En af lærdommene fra nord vil Jarlov også bringe til København: En årlig vækstkonference på rådhuset, hvor politikerne skal møde erhvervslivet i øjenhøjde og blive klogere på, hvilke udfordringer, virksomhederne står med lokalt. En række dialogbaserede tiltag, der ifølge den stockholmske borgmester, Sten Nordin, fra det svenske parti Moderaterne har skabt næring for de stockholmske virksomheder

»Vi har et meget tæt samarbejde med både erhvervsliv og universiteter om at skabe vækst i kommunen. Vi har flere dialoger med erhvervslivet på mange planer, og vi går ind for, at virksomhederne kan tale frit og er konkrete, så vi kan få at vide, hvad vi skal gøre bedre,« siger den stockholmske borgmester, der sammen med Oslos borgmester i går var i København for at bakke Rasmus Jarlovs valgkampagne op.

Rasmus Jarlovs budskab møder også opbakning i SF. Her mener gruppeformand i Borgerrepræsentationen Klaus Mygind, at dialogen mellem byrådet og erhvervslivet er nærmest »ikke eksisterende«.

»Det erhvervspolitiske fokus skal fylde meget mere. Jeg synes, Frank Jensen har taget nogle gode initiativer, men det har i højere grad været Franks projekt. Det er ikke et emne, der er blevet bredt ud, sådan at det også bliver Borgerrepræsentationens dagsorden. SF ser også gerne et bredere netværk og dialog med erhvervslivet,« siger han.