Jobskabelsen i USA smadrede alle forventninger i januar. Over en halv million nye job var helt uden for kategori, og »kongetallet« har dermed sat en ny dagsorden for de finansielle markeder. Det var den største månedlige jobvækst siden juli 2022.
Det bliver faktisk endnu vildere, for den årlige revision af jobtallene »fandt« over 800.000 beskæftigede, der ikke tidligere var blevet talt med. Altså er der nu over 155 millioner amerikanere i arbejde, og så er beskæftigelsen pludselig fem procent højere end før coronatiden.