Kong dollar sidder sikkert på tronen

Dollaren er på det højeste niveau i 20 år over for euro og danske kroner, og USAs valuta dominerer fortsat det globale finansielle system. Rivalerne står dog klar i kulissen, men der skal meget til for at vælte dollar af tronen. Reelt er dollarens værste fjende USA selv.

Den amerikanske dollar er fortsat omdrejningspunktet i det globale finansielle system. Andre lande vil gerne gøre dollaren rangen stridig, for der er både prestige og økonomisk magt forbundet med en ombejlet valuta. Luis Rubayo/AFP/Ritzau Scanpix

Der er et sikkert tegn i horisonten på, at Argentina på ny befinder sig midt i et økonomisk kollaps med den tredje statsbankerot på 20 år. Det finder man i Calle Florida, i centrum af hovedstaden Buenos Aires. Det er her, at sortbørsmarkedet for dollar er mest udbredt. I små kælderbutikker. I baglokalet hos antikvitetshandlere.

Den officielle kurs er lige nu 126 peso for en dollar, mens den uofficielle – helt officielt – er på 252 peso for en dollar. På gaden er prisen endnu bedre, når man kommer med dollarsedler, for her er det de mest desperate købere, der bestemmer prisen. Jo større sedler man kommer med, desto bedre er kursen. Store sedler er nemmere at opbevare og skjule.